DF: Alle flypassagerer skal registreres

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkeparti mener, at det er en god ide at gemme oplysninger om alle flypassagerer.

Europa-Kommissionen forsøger igen at komme igennem med et forslag om at indsamle og gemme oplysninger om alle flypassagerer, der rejser ind og ud af EU. Og det vil være et vigtigt værktøj i kampen mod terrorisme, mener europaparlamentsmedlem for Dansk Folkeparti Anders Vistisen (DF).

»Man skal altid afveje hensyn, når man registrerer borgerne, men jeg ser det her som et relativt lille indgreb i borgernes frihed. Modsat ved vi fra efterretningstjenesterne, at det er et redskab, de efterspørger rigtig meget for at kunne analysere, hvem der kunne være en terrortrussel i Europa,« siger han.

Europa-Kommissionen lægger i forslaget op til at indsamle 42 forskellige informationer. Det gælder blandt andet de rejsendes kontokortoplysninger, særlige ønsker til flymåltidet og information om tidligere rejser. Kommissionen vil have oplysningerne gemt i op til fem år og bruge dem til at bekæmpe terrorisme og transnationale forbrydelser.

Europa-Parlamentet har i 2011 blokeret for et forslag om flyregisteret fra Kommissionen, da medlemmerne ver bekymrede for, om det var for stort et indgreb i borgernes grundlæggende rettigheder.

»Man kan altid diskutere, om alle kategorierne skal være med, men jeg har nu ikke noget imod, at efterretningstjenesterne ved, om jeg får vegetarmad eller ej, når jeg flyver. Det vigtige her er, at vi kommer videre,« siger Anders Vistisen.

Forslaget om at oprette et fælleseuropæisk flypassagerregister skal diskuteres af EUs indenrigs- og justitsministre ved et møde torsdag.

Anders Vistisen påpeger, at Europa allerede i dag deler oplysninger om flypassagerer med USA. Nu håber han, at der også kan komme skub i det europæiske samarbejde på området.

»Forslaget har ligget stille i fire år. Nu er der altså et håb om, at vi endelig kan få taget dette redskab i brug. Og for mig virker det helt vanvittigt, at vi godt vil udveksle de her oplysninger med amerikanerne, men vi vil ikke gøre det med tyskerne, franskmændene og svenskerne,« siger Anders Vistisen.

Han mener, at behovet for et fælleseuropæisk flyregister kun er blevet endnu tydeligere efter det nylige terrorangreb mod det franske satireblad Charlie Hebdo, hvor de to brødre Chérif og Saïd Kouachi angreb redaktionens lokaler i Paris og dræbte 12 personer.

»Jeg tror ikke, der er mange, der føler sig sikre i disse år. Men derfor kan vi godt gøre, hvad vi kan for at forhindre et terrorangreb. Og vi ved jo, at flyregistre er noget af det, amerikanerne har brugt til at forhindre terrorangreb. Vi ved, at de to, der lavede terror mod Charlie Hebdo, ikke kunne flyve til for eksempel USA, og det var der nok en grund til,« siger han.

Powered by Labrador CMS