Dette kan måske hjælpe med rygestop

Rygere, der fik hjernestimulation, havde en 2,39 gange større sandsynlighed for langvarig rygeafholdenhed, viser nyt studie

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Videnskab.dk

Tre ud af fire rygere ønsker at stoppe. Og 40 procent af dem ønsker hjælp til det. Men selvom de får hjælp, er det slet ikke så nemt.

Måske er der nu godt nyt til dem.

For en ny behandling - hjernestimulation - undersøges nu og vil måske fremover gøre det nemmere for de rygere, der ønsker det, at lægge cigaretterne fra sig, ifølge Videnskab.dk.

Det viser en ny systematisk gennemgang, der er udført af forskere fra universitetshospitalet i Dijon i Frankrig og er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Addiction.

Smertefrit

Ifølge studiet kan en ikke-invasiv og smertefri hjernestimulation kaldet NIBS (non-invasive brain stimulation) øge sandsynligheden for røgfrihed i op til seks måneder - sammenlignet med en falsk hjernestimulation (altså placebo).

»Forskerne konkluderer, at, hvis rygernes hjerner blev udsat for magnetisk stimulation eller svag strøm-stimulation, så var det mere end dobbelt så sandsynligt, at rygerne blev røgfri sammenlignet med placebo-elektroder uden strøm/eller ingen magnetisk påvirkning,« siger Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

»Og hvis man kiggede efter bestemte steder på hjernen, hvor placeringen af elektroder havde størst effekt, så kunne man opnå mere end fire gange så stor effekt på røgfrihed i forhold til placebo-elektroder.«

Det skyldes, at elektroderne stimulerer et område bag pandelappen kaldet præfrontal cortex, som spiller en central rolle for afhængighed.

Dels påvirkes dopaminsystemet, som er et signalstof, der indgår i hjernens belønningssystem. Men, som forskerne skriver, er det også et område, hvor man kan øge selvkontrollen, fortæller Charlotta Pisinger.

Resultaterne ser 'yderst lovende' ud, mener Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet.
Resultaterne ser 'yderst lovende' ud, mener Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet.

Yderst lovende

Derfor ser resultaterne også »yderst lovende« ud, mener Charlotta Pisinger.

»Det vil være en billig og forhåbentlig skånsom behandling og en hurtig intervention. Det vil være noget nyt, for rigtig mange har prøvet nikotin-præparater eller fået rådgivning og måske også været rundt og prøvet alt muligt alternativt medicin, der ikke virker. Men det her ser ud til at virke,« siger hun.

Men selvom hjernestimulationen ser ud til at virke, skal vi være opmærksomme på - som forskerne også selv konkluderer - at der er 4 ud af de i alt 7 studier, hvor der er risiko for fejl. Og så må man tolke resultaterne med et gran salt, siger Charlotta Pisinger til Videnskab.dk.

»Det ser altså lovende ud, men der er helt klar behov for flere store studier, hvor man netop lærer af de metodefejl og prøver at gøre det bedre for at slå fast, at det ikke er et tilfældigt fund.«

Læs også på Videnskab.dk:

Rygning i ungdommen kan have langsigtede konsekvenser - også ved rygestop før de 30 år

Babyer dør af resistente bakterier i flere lande: »En forudsagt katastrofe«

Powered by Labrador CMS