Dette skal man måske ikke købe online
Man skal i hvert fald være forberedt og klar over, hvad det er, man køber.
Meget kan købes på nettet, helt uden problemer, men ikke alt. Fødevarestyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at to tredjedele af de danskere, der køber kosttilskud på nettet, tjekker, om købene indeholder farlige stoffer, og det er et problem. For de handlende.
Ifølge Fødevarestyrelsen har knap hver fjerde dansker inden for de seneste to år købt kosttilskud på nettet, i form af vitaminpiller, fiskeoliekapsler, urtekapsler og lignende.
Artiklen fortsætter under videoen.
Tallet kommer fra en undersøgelse, hvor 1000 orbrugere er blevet spurgt ind til deres købsvaner, og undersøgelsen viser, at 69% af de handlende undersøger, hvem der står bag den hjemmeside, de køber fra. Men kun 35% tjekker, om der er farlige stoffer i de kosttilskud, de køber.
“Jeg er glad for at se, at de fleste forbrugere er opmærksomme, når de køber via nettet. For de, der ikke er, og som blindt køber ulovlige produkter på en udenlandsk eller dansk hjemmeside, risikerer, at de køber og spiser kosttilskud, som skader deres helbred,” siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Tænk dig om
Han fortæller, at du som forbruger i udgangspunktet kan være tryg, når du køber kosttilskud hos danske netvirksomheder. Problemet opstår, når du køber ind i udenlandske netbutikker. Her kan Fødevarestyrelsen ikke garantere for produkterne, uanset om virksomhederne markedsfører sig til danske forbrugere eller ej.
Problemet er kun blevet mere omfattende af, at det er blevet lettere og lettere at købe og sælte ting på nettet.
“Vi har desværre set eksempler på, at privatpersoner og forhandlere uden Fødevarestyrelsens kendskab sælger ulovlige og farlige kosttilskud i lukkede Facebook-grupper. Hvis man køber disse kosttilskud, så løber man derfor også en risiko,” siger Henrik Dammand Nielsen i pressemeddelelsen.
Fødevarestyrelsen råder derfor alle, der overvejer at købe kosttilskud på nettet, at de tager følgende med sig:
Du bør overveje, om det er sikkert at handle på udenlandske hjemmesider, hvor Fødevarestyrelsen ikke kan kontrollere, hvad du køber.
Du bør altid sikre dig, at en virksomhed er registreret hos Fødevarestyrelsen. Det kan du hos findsmiley.dk.
Du bør altid undersøge, hvad der er i det kosttilskud, du er ved at købe.
Du bør altid undersøge hjemmesiden, du er ved at handle fra. Hvis den danske tekst virker maskinoversat, eller hvis priserne ikke er “normale” (altså 50,67 kroner istedet for 49,95), kan det være, at hjemmesiden ikke er reel.
Du bør også undersøge, hvem der står bag hjemmesiden. Ifølge Fødevarestyrelsen skal netbutikker i EU oplyse et telefonnummer, en mail, en adresse og et navn.