NY FORSKNING
Dette skaber øget risiko for kræft
Anbefalinger til brug af hormonspiraler skal muligvis laves om, lyder det fra gynækologer efter nyt studie
Et nyt fagfællebedømt studie fra Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse kæder brugen af hormonspiral sammen med en øget risiko for brystkræft.
Det skriver Politiken.
Studiet viser, at for 10.000 kvinder, der har haft hormonspiral i fem år, vil 14 flere have fået brystkræft, end en gruppe på 10.000 kvinder, der ikke har brugt hormonel prævention.
En bivirkning
- Hormonspiral øger risikoen for brystkræft sammenlignet med kvinder, der ikke har hormonspiral eller benytter anden hormonprævention.
- Vi skal derfor betragte brystkræft som en bivirkning til hormonspiralen, siger Lina Mørch, der er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse og er medforfatter til studiet, til Politiken.
Kan have indflydelse
Studiet dokumenterer ikke i sig selv, at brystkræft er forårsaget af fem års brug af hormonspiral.
Forskerne har dog taget højde for andre faktorer - eksempelvis brug af p-piller, rygning og overvægt - som kan have indflydelse på resultatet.
Vigtig information
Ellen Løkkegaard, der er overlæge ved Nordsjællands Hospital og formand for professorkollegiet under Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik, kalder det "vigtig information".
Hun siger videre, at det kan være, at anbefalingerne skal laves om, sådan at kvinder bør opstartes på en spiral med en lavere dosis end det, der er i dem, som er mest anvendt.
Forøget risiko
På baggrund af det nye studie vil gynækologerne se nærmere ind i, om behandlingsvejledningerne skal ændres.
Ifølge Lina Mørch skal kvinder overveje, om de skal bruge hormonel prævention. Det øger ifølge hende risikoen for blodpropper, depression og brystkræft.
Mindre for yngre
Mens depression og blodpropper typisk rammer i de første år, hormon prævention bruges, rammer brystkræft senere.
For yngre kvinder er risikoen for brystkræft i forbindelse med brug af hormonspiral lille, men stiger i takt med alderen.
Et alternativ
For kvinder over 38 år kan de være en løsning at bruge kobberspiral, siger hun.
Det er her, mange kvinder begynder at bruge hormonspiral, men det er samtidig også i den alder, at risikoen for at udvikle kræft stiger, fortæller hun.