Dette må du ALDRIG gøre på din arbejdsplads – det kan blive rigtigt dyrt

Både du og firmaet kan komme i problemer. Og det kan blive rigtigt dyrt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere og flere arbejdspladser er den seneste tid blevet ramt af såkaldt CEO-fraud, hvor en mail fra en, der lyder som direktøren eller en anden fra ledelsen, beder om at få overført nogle penge til en konto. (Se et grufuldt eksempel længere nede i artiklen).

Den, der ejer kontonummeret har dog kun et formål med den mail: At lokke penge ud af firmaer og godtroende medarbejdere.

Nu går det europæiske politisamarbejde Europol ud og advarer verdensdelens medarbejdere med en række gode råd, så du ikke falder i den nøje orkestreret svindelfælde.

Dem har vi samlet i galleriet over artiklen. 

I 2016 var et firma fra Aarhus nær blevet 3.500.000 kroner fattigere på grund af såkaldt CEO-fraud. En medarbejder i virksomhedens økonomiafdeling havde fået en mail, der så ud til at være fra hendes chef. Heri stod der, at hun hurtigt og i al fortrolighed skulle overføre 3,5 millioner kroner til en konto i Kina.

Kvinden fulgte trop og satte transaktionen igang. Men hvad hun ikke vidste, fordi det var maskeret, var, at beskeden ikke var fra hendes chef. Den var fra nogle svindlere, der udgav sig for at være kvindens chef.

Kontaktede politiet

Kort tid efter, at pengene var blevet sendt afsted, kom kvinden i tvivl. Hun ringede til Østjyllands Politi, og så gik modarbejdet igang. Repræsentanter fra Østjyllands Politi slog sig sammen med kolleger fra Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center (NC3) og SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet).

– Medarbejderen, der lavede overførslen, kontaktede os ganske kort tid efter, og vi fik med det samme sat gang i et større arbejde med at få bremset transaktionen, fortæller politikommissær, og leder af Østjyllands Politis særlige Task Force Øko, Nicki Stylsvig Pedersen, i en pressemeddelelse.

Overførslen blev herefter opsporet og indefrosset på en konto i Hong Kong.

– Heldigvis blev pengene overført på et tidspunkt, hvor bankerne i Kina var lukkede, så der er udsigt til, at firmaet vil få sine penge igen, siger Nicki Stylsvig Pedersen til pressemeddelelsen.

CEO-fraud kort fortalt

Det, den kvindelige medarbejder faldt for, kaldes CEO-fraud. Svindlen rammer med jævne mellemrum østjyske virksomheder. Det lykkes sjældent svindlerne at få penge ud af svindelforsøgene, men når det gør, kan det blive dyrt for virksomhederne.

Østjyllands Politi opfordrer i pressemeddelelsen virksomhederne til at gå deres IT-sikkerhedspolitikker efter i sømmene og sørge for, at alle ansatte kender til svindelformen.

Powered by Labrador CMS