Dette land bør fodboldspillere holde sig fra

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Forholdene i serbisk fodbold er så dårlige, at den internationale spillerforening advarer mod at rejse dertil.

Store finansielle problemer i serbisk fodbold betyder, at den internationale spillerforening Fifpro nu advarer mod at skrive kontrakt med klubber herfra.

– Der er spillere, der i månedsvis ikke har fået løn, og som har store økonomiske problemer. Flere klubber står foran en konkurs, siger Fifpros generalsekretær, Theo van Seggelsen, onsdag.

Han kalder situationen alarmerende og kender til 115 tilfælde, hvor klubberne ikke har levet op til deres forpligtelser. Det tal skal sættes i forhold til, at der kun er 500 professionelle spillere i Serbien.

Samtidig har otte af de 16 klubber i den bedste liga ifølge Fifpro fået spærret deres konti hos den serbiske nationalbank.

– Der er spillere, der ikke har penge til at købe mælk til deres børn, lyder det fra Mirko Poledica, som er formand for den serbiske spillerforening.

Mesterklubben Røde Stjerne fra Beograd blev tidligere på året udelukket fra at deltage i europæiske klubturneringer, fordi den ikke var i stand til at betale udeståender i størrelsesordenen tre millioner euro (cirka 22,5 millioner kroner).

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS