Dette kendte baderåd kan være dødsensfarligt

Ny forskning viser, at vi i årtier har fået det forkerte at vide

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser sig, at vi i årtier har fået det forkerte at vide, når der er blevet fortalt om, hvordan man klarer sig ud af et revlehul.

For ny forskning viser ifølge Ingeniøren, at man IKKE – man skal IKKE – svømme sidelæns, hvis man bliver grebet af strømmen fra et revlehul.

Ved hjælp af GPS-bøjer har forskere kortlagt, hvordan man bedst klarer sig ud af de farlige strømforhold, der opstår i forbindelse med revlehuller.

Og her viser det sig, at der er 90 procents chance for at blive bragt ind mod kysten, hvis man i stedet for at svømme sidelæns, lader sig drive med strømmen og træder vande.

De nye oplysninger stammer fra en rapport i tidsskriftet Marine Geology, der er forfattet af en række forskere fra Montereys Naval Postgraduate School i USA.

Hvis man derimod følger det gamle, officielle råd om at svømme til siden, viser forskningen at der er 50 procents risiko for at svømme ind i en endnu kraftigere strøm.

Trygfonden: Råd om revlehul et dilemma

Hos Trygfonden har de godt noteret sig den nye forskning, men vil alligevel ikke ændre i deres anvisninger.

For det er vigtigt med simple anvisninger, der er lette at forholde sig til i de farlige situationer. Og et menneske har noget sværere ved at slappe af og lade sig drive med strømmen i et revlehul, end en bøje med en GPS på.

Det fortæller videnschef i Trygfonden Kystlivredning Erik Bech til Ingeniøren:

– Der er et sammenstød mellem korrekt fysik om, hvordan man bør agere i et revlehul og så det menneskelige instinkt, siger Erik Bech og fortsætter:

–  Man kan sige, at vi nu ved rigtig meget om fysikken og strømningerne i revlehullerne. Nu mangler vi at undersøge mekanismerne hos de mennesker, der havner i revlehullerne, siger videnschefen fra Trygfonden Kystlivredning Erik Bech.

Powered by Labrador CMS