Dette kan få mænd til at spise sundere
Hvis mænd over 55 år skal spise sundere, så kan samvær omkring maden i form af madlavnings- og spisefællesskaber være en del af løsningen. Det viser en ny undersøgelse.
Hvordan motiveres og engageres mænd over 55 år til sunde spisevaner?
Det spørgsmål har forskere fra Institut for Fødevarer og MAPP Centret ved Aarhus Universitet belyst på foranledning af Fødevarestyrelsen.
Resultaterne kan læses i en DCA-rapport, der netop er udkommet, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen bygger videre på tidligere undersøgelser, der viser, at den ældre del af befolkningen er særligt udfordrede, når det kommer til sundhed – og at dette især gælder for mænd.
Amanda Videbæk Laasholdt, videnskabelig assistent på MAPP Centret og en af forskerne bag undersøgelsen, fortæller:
– Ensomhed og isolation samt manglende viden om kost og sundhed er nogle af de helt store udfordringer, når det gælder ernæring og sundhed hos mænd over 55 år. Der er behov for at forstå målgruppens behov bedre, så kommunikation på bedst mulig vis kan tilpasses til disse.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i spørgeskemadata fra et tidligere studie af 55-90-åriges indtag og holdning til D-vitamin og calcium, der blev udgivet som DCA-rapport i 2019.
En bred målgruppe
Spørgsmålet om, hvad der kan få mænd over 55 år til at skifte sovs ud med salat, er dog ikke så nemt at besvare. Der er nemlig tale om en bred målgruppe:
– Mændenes behov er ikke identiske, og de møder vidt forskellige udfordringer. Der er stor forskel på mænd, der har en samlever og mænd, der bor alene. Førstnævnte oplyser, at de har et bedre helbred, et hyppigere indtag af friske råvarer og mere regelmæssige måltidsmønstre. De samlevende mænd er generelt også mere tilfredse med deres mad, siger Amanda Videbæk Laasholdt og fastslår:
– Det bliver dermed meget væsentligt at tage højde for forskelligheder inden for målgruppen.
I galleriet ovenfor kan du se, hvilke grøntsager der er blevet kåret til at være de sundeste og som alle – både mænd og kvinder – bør forsøge at få nok af.
Fællesskaber kan være en løsning
Selv om det er vanskeligt at generalisere i målgruppen, så tyder undersøgelsen på, at fællesskaber er noget af det, der kan gøre en positiv forskel for mænd over 55 år:
– Der findes flere typer tilbud til mænd i Danmark – både i form af individuel rådgivning og generel informationsudbredelse, men også i form af madlavnings- og spisefællesskaber samt diverse livsstilskurser. De danske initiativer bliver dog sjældent evalueret, og det er således vanskeligt at sige noget endegyldigt om effekten heraf. Men vores undersøgelse tyder på, at fællesskaber – foruden at kunne bidrage med forbedret viden om ernæring og madlavningskundskaber – også er med til at opbygge sociale relationer, som ofte lader til at kunne påvirke deltagernes sundhed i en positiv retning, siger Amanda Videbæk Laasholdt.
Den store udfordring er at få mænd til at benytte sig af de tilbud, der findes – og her er det vigtigt, at kommunikationsindsatsen tager afsæt i den viden, der findes om målgruppen:
– Mænd tænder ikke på “sundhed”, og de skal ofte motiveres på anden vis. Tilbuddene bør derfor ændre fokus, når de skal kommunikeres ud til målgruppen. Initiativerne skal pakkes ind i andre af de omkringliggende elementer af tilbuddet – og det kan man for eksempel bruge fællesskabet til.