Dette er den store synder: Derfor dør vi i trafikken
Du skal være opmærksom i trafikken. Ellers kan det koste dig og andre livet. Det viser en rapport om dødsulykker 2017.
Det går bedre. Men der er en uopsættelig grund til, der hvert år sker dødsulykker på de danske veje; uopmærksomhed og manglende orientering i trafikken.
Det oplyser Vejdirektoratet i en ny rapport om dødsulykker 2017.
I 2017 oplevede vi det næstlaveste antal dræbte i trafikken siden 2. verdenskrig. Uopmærksomhed og manglende orientering var blandt årsagerne til en række af dødsulykkerne, viser rapporten om dødsulykker 2017.
Måske kender du det – du kører på den samme strækning hver dag, og du kender hvert et sving og ved, hvornår der er trafik, og hvornår du nærmest har vejen for dig selv. Det kan gøre dig mere uopmærksom eller få dig til at sætte farten op.
Men dødsulykkerne viser, at når der sker noget uventet, så kan uopmærksomhed have betydning for, hvor alvorlig ulykken bliver.
Indflydelse i 61 procent af dødsulykkerne
I 2017 spillede uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering en rolle i 61 procent af dødsulykkerne. Det betyder, at ulykkerne skete, fordi man for eksempel overså en trafikant, man havde vigepligt for, eller måske sad og faldt i staver og kørte ind i træet i vejsiden.
Husk selen
Selvom størstedelen af bilisterne altid bruger sele, når de kører, så viser analysen også, at mindst 30 procent af de dræbte i personbiler i 2017 ikke brugte sele.
For høj hastighed bliver både vurderet i forhold til den gældende fartgrænse, til den manøvre trafikanten lavede, til vejrforholdene under ulykken og til skadens omfang. Mindst hver tredje af de implicerede køretøjer i dødsulykkerne i 2017 kørte hurtigere end tilladt.
Alkohol og narko
I mere end hver fjerde dødsulykke 2017 var en trafikant desuden påvirket af alkohol, narko og/eller medicin. I 25 % af dødsulykkerne er det vurderet, at den påvirkede tilstand havde betydning for, at ulykken skete.
Ser man samlet over årene, er den typiske dødsulykke sket i dagslys på en lige strækning i landzonen. Det er typisk en eneulykke, hvor der kun er én involveret trafikant, og det er typisk en mand i bil.