Dette bilmærke har “hemmelige hajer”
Det giver måske ikke umiddelbart mening. Men måske er du klogere lige om lidt.
Vidste du, at der er mindst en haj i en Opel Corsa?
Og hvis, er du så bekendt med baggrunden?
Ellers kommer den her – og i galleriet over artiklen kan du se eksempler på, hvor hajen kan være ‘skjult’ i bilen.
Den – eller de – er nemlig ikke det samme sted.
Det oplyser Opel i Danmark.
Stor undren
I 2004 begyndte tegninger af hajer på mystisk vis at dukke op i interiøret på nye Opel-modeller. Journalister, kunder sågar Opel-medarbejdere undrede sig. Den nye Corsa har selvfølgelig også en haj gemt i interiøret.
Men hvor er hajerne placeret, hvordan opstod traditionen og hvorfor er hajen blevet en fast bestanddel af alle Opel interiør
Tilbage i 2004 sad en Opel designer en søndag formiddag i sit hjem og arbejdede på en ny Corsa. Han skulle lave ribber til forstærkning af handskerummets sider.
Ikke lige den opgave en bildesigner drømmer om en søndag formiddag.
Som han sad der og tegnede former, der kunne løse opgaven, kom hans søn forbi. Han kiggede på tegningerne og spurgte så: “Far, hvorfor tegner du ikke bare en haj?”.
Som sagt, så gjort.
Tilbage fra weekenden mandag delte designeren ideen med Niels Loeb, chefdesigner på Corsa, og han var vild med ideen. Hajen i Corsas handskerum gik i serieproduktion og traditionen med en haj i Opels biler var født.
En del af kulturen
I dag er hajen blevet en del interne kultur hos Opel. Ingen ny bil uden en eller flere hajer gemt i interiøret.
Karim Giordimaina, Chef Interiør Designer siger om kulturen i Opels designafdeling:
– Traditionen med Opel-hajen viser med alt tydelighed, at vi er mennesker bag ved virksomheden og mærket Opel, men ligeså vigtigt at vi har humoristisk sans.
Hajkulturen lever altså i bedste velgående i Opels designafdeling. Når et nyt interiør er færdigudviklet, placerer den pågældende Interiør Chefdesigner en eller to hajer i bilens interiør. Ingen andre ved hvor de placeres og det holdes så vidt muligt hemmeligt helt indtil bilen lanceres.
Så hvor er hajerne placeret på nuværende Opel modeller?
Se med i galleriet.