Det ved vi om Mortens krænkelser

Fire kvinder er blevet krænket af Morten Østergaard, der er trådt tilbage som politisk leder for De Radikale.

Morten Østergaard melder sin afgang efter gruppemøde i den Sorte Diamant i København, onsdag den 7. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev ikke givet nogen tilbagemelding til de kvinder, der oplevede uønsket seksuel kontakt fra tidligere leder af De Radikale Morten Østergaard.

En af de krænkede måtte efterfølgende selv henvende sig, en anden fik ikke en tilbagemelding, og en tredje kvinde blev ikke inddraget i sagen, da sekretariatschefen fik kendskab til den via mellemmand.

– Det ligger mig på sinde her at beklage dybt, at én klager selv har måttet opsøge en tilbagemelding, og at en anden klager ikke har fået en tilbagemelding, siger sekretariatschef Lars Beer Nielsen i en meddelelse. Han beklager deres oplevelser, “som gør ham ondt”.

Ifølge ham selv fik han overleveret de to af sagerne, da han tiltrådte i september 2016. Nederst i artiklen kan du se en gennemgang af, hvad der er kendt om de fire sager.

Taget til efterretning

Alle tre sager blev håndteret ved, at den politiske leder fik en påtale, hvilket Østergaard ifølge en redegørelse fra De Radikale “tog til efterretning”.

Sekretariatschefen har ikke efterfølgende fået etableret bedre retningslinjer. Netop mangel på retningslinjer i partiet har svækket håndteringen, konkluderer en redegørelse.

Mandag aften stod folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) frem og sagde, at hun havde oplevet uønsket seksuel kontakt fra Østergaard, da hun var studentermedhjælper i 2015.

Hun bekræftede ligeledes en historie om en sag fra 2016, hvor en praktikant havde oplevet uønsket seksuel kontakt fra Østergaard.

Den tredje klage blev indgivet i sommeren 2017 via mellemmand. Igen var der tale om en uønsket berøring i forbindelse med en fest.

Forløbet startede med en fjerde sag, da folketingsmedlem Lotte Rod (R) stod frem og sagde, at hun også havde oplevet uønsket berøring for knap ti år siden af en person fra partiet.

Påtale til sig selv

Hun satte dog ikke navn på vedkommende, og Østergaard sagde til offentligheden, at vedkommende havde fået en påtale. Det var altså den fjerde påtale, men den eneste offentligheden kendte til.

Det fandt sted, mens De Radikale havde igangsat en storstilet kampagne mod sexchikane.

Senere kom det frem, at det var Morten Østergaard selv, der havde krænket Lotte Rod. Det førte til, at Sofie Carsten Nielsen (R) blev ny politisk leder. Hun vandt et kampvalg over Martin Lidegaard, der også ønskede at være leder.

Morten Østergaard er sygemeldt på ubestemt tid. Sekretariatschefen har fået en advarsel for håndteringen.

Her er Østergaards krænkelsessager

I alt fire kvinder har enten offentligt eller internt i Radikale Venstre berettet om uønsket seksuel kontakt fra partiets nu afgåede politiske leder Morten Østergaard.

Partiet offentliggjorde 12. oktober en redegørelse om partiets håndtering af tre af sagerne.

Her er, hvad vi ved om sagerne:

Krænkelsessag for knap ti år siden:

– Nuværende folketingsmedlem Lotte Rod oplevede for knap ti år siden at blive taget på af Morten Østergaard.

– Den daværende næstformand i partiet lagde en hånd på hendes lår. Berøringen var uønsket, og hun fjernede hånden.

– Det er ikke oplyst, præcis hvornår krænkelsen skete. Lotte Rod blev folketingsmedlem for De Radikale i 2011, inden da var hun medlem af partiets hovedbestyrelse.

– Efter at Lotte Rod bringer sagen frem i 2020 uden at nævne Morten Østergaards navn, giver han sig selv en påtale. Han undskylder ligeledes over for Lotte Rod, som oplyser, at hun har tilgivet ham.

– Efter et dramatisk gruppemøde 7. oktober træder Morten Østergaard tilbage som politisk leder med begrundelsen om, at han har håndteret sagen dårligt.

Krænkelsessag fra 2015:

– En daværende ansat i partiets sekretariat oplever ved en festlig lejlighed i efteråret 2015 uønsket seksuel opmærksomhed fra daværende politisk leder Morten Østergaard.

– Der var ifølge partiets redegørelse tale om “upassende berøringer”.

– Nuværende folketingsmedlem for De Radikale Katrine Robsøe har mandag oplyst, at sagen omhandler hende. Hun var i 2015 studentermedhjælper i partiets sekretariat.

– I 2016, hvor hun ikke længere var ansat i sekretariatet, henvendte hun sig til sekretariatsledelsen om sagen med henblik på, at Morten Østergaard skulle irettesættes for at undgå lignende oplevelser for andre ansatte.

Krænkelsessag fra 2016:

– En daværende ansat i partiets sekretariat oplever ved en festlig lejlighed i sommeren 2016 uønsket seksuel kontakt fra Morten Østergaard.

– Ifølge B.T.’s oplysninger var der tale om en praktikant, som oplevede, at Morten Østergaard tog på hende flere gange.

– Efterfølgende, da hun ikke længere var praktikant i partiet, gik hun til sekretariatsledelsen med sagen. Ligeledes med det formål, at Østergaard skulle irettesættes.

– I september 2016 indkaldes Morten Østergaard til et møde, hvor han orienteres om de to klager.

– Han får besked på aldrig igen at udsætte sekretariatets medarbejdere for uønsket seksuel opmærksomhed, hvilket han ifølge redegørelsen accepterer.

Krænkelsessag fra 2017:

– En “mellemmand” fortæller i sommeren 2017 til sekretariatschefen, at en kvinde har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra Morten Østergaard ved en festlig lejlighed i løbet af sommeren.

– Kvinden har nogle år tidligere været ansat på Radikale Venstres sekretariat, men er det ikke på det pågældende tidspunkt. Det oplyses fra mellemmanden, at kvinden ikke ønsker offentlighed om henvendelsen.

– Sagen påtales overfor Morten Østergaard, som ikke giver udtryk for, at sagsbeskrivelsen er ukorrekt.

Kilder: De Radikales redegørelse om klager, B.T., Ritzau.

Powered by Labrador CMS