Det varme vejr bliver endnu mere intenst – og der er ingen udsigt til nedbør

Vejret 22. maj 2018 fortsætter med at være varmt og sommerligt. Temperaturen kommer op i nærheden af de 25 grader - og regnvejr er noget man må drømme sig til, hvis man har de lyster.

Vejret 22. maj 2018 bliver varmt og tørt – og der vil ikke være ret meget vind, der rører på sig. Alt andet lige kalder det vel på en tur i bølgen blå? Arkivfoto: Erik Refner/Scanpix
Vejret 22. maj 2018 bliver varmt og tørt – og der vil ikke være ret meget vind, der rører på sig. Alt andet lige kalder det vel på en tur i bølgen blå? Arkivfoto: Erik Refner/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

“Solskin kan man altid finde”.

Sådan lyder en klassiker fra dengang farfar var ung – men den passer perfekt ind i vejrudsigterne for tiden.

Vejret 22. maj 2018 bliver nemlig endnu en varm og sommeragtig oplevelse – og nedbør er altså noget, man skal gå under bruseren for at finde.

– Der vil være lidt skyer over Bornholm og – her fra morgenstunden – en smule over den mest nordvestlige del af Jylland, fortæller Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Ikke sandsynligt at der kommer ret megen regn

Det herlige sommervejr ser altså ud til ingen ende at have – og heller ikke hos DMI er man meget for at spå om, hvornår der kommer vand fra oven.

– Der kan komme en enkelt lille byge over Bornholm eller i den sydvestlige del af Sjælland – men det er nok ikke ret sandsynligt. Til gengæld er det sikkert, at der ikke bliver megen vind, erkender meteorologen.

Dermed må man ty til vandkanoner og haveslange, hvis der er behov for at få vandet afgrøder eller blomsterbed.

Og man kan med sindsro drage mod strandkanten for at kaste sig i bølgen blå. Blot du husker de vigtige baderegler.

Der kan dukke små byger op i løbet af ugen

Faktisk bliver det endnu varmere de næste dage.

– Når vi når et par dage længere hen på ugen, så kravler termometret op over de 25 grader, og der er udsigt til, at vi når helt op omkring 28 grader sidst på ugen, fortæller Henning Gisselø.

Han understreger, at der kan dukke byger op, men at det ikke vil være noget, som for alvor gør en forskel.

Man kan læse en mere detaljeret vejrudsigt på DMI’s egen hjemmeside.

Powered by Labrador CMS