-Det største i min karriere
Der er gang i karrieren for dansekendissen Silas Holst, som snart springer ud som boybandstjerne. Men uden familien kunne karrieren ikke lade sig gøre
Der er godt gang i karrieren for det 38-årige multitalent Silas Holst.
Han deltager både i årets "Vild med dans", hvor han danser med tv-værten Lise Rønne, og han har også haft travlt med at skabe koncertoplevelsen "The Boyband Tour".
Her skal han på landsdækkende turné med de største boybandhits fra 90'erne og 00'erne, som "Bye Bye Bye" og "I Want It That Way".
- Der er gang i den. Men jeg kan godt lide at have travlt, og så føler jeg mig enormt privilegeret over at have et arbejdsliv, som er så alsidigt.
- Men det er jo også fordelen, ved at vi er tre forældre. Vi kan lettere planlægge hverdagen, så det er muligt at lave ting i karrieren, som ligger i aftener og weekender, som forestillinger, koncerter og fredage med "Vild med dans", siger familiefaren, som har skabt sin egen regnbuefamilie.
Bor sammen med eksmanden
Sammen med eksmanden Johannes Nymark og ungdomsveninden Louise Mahnkopf har han børnene Maggie My på syv år og den fireårige Bob Jones.
De tre forældre bor sammen i et stort hus, hvor de har hver deres afdeling. Det gør de for at sikre, at deres børn ikke skal rykkes for meget rundt, men også fordi det skaber større fleksibilitet for alle tre forældre.
- Jeg ville have sværere ved at have den karriere, som jeg har, hvis jeg havde haft to børn og var helt alene om det. Det havde i hvert fald krævet en del barnepiger, siger Silas Holst.
Den store familie, som består af de tre forældre, deres respektive partnere og børnene Maggie My og Bob Jones, holder et planlægningsmøde en gang om ugen for at arrangere, hvem der står for pasning og afhentning af børnene.
- Der er mange kalendere, der skal frem og tilbage, men det lykkes altid. Vi har i hvert fald ikke glemt dem nogen steder, og det er jo også et slags succeskriterium, siger han.
Kører hjem hver aften
For at få familielivet til at hænge sammen har han også vænnet sig til at køre hjem hver aften, hvis han optræder på Sjælland og Fyn.
På den måde kan han aflevere børnene i skole og institution om morgenen, selv om han skal spille igen næste aften.
- Mit liv kan se ret stresset ud udadtil, men i virkeligheden har jeg jo rigtig meget frihed til enten at aflevere mine børn sent eller hente dem tidligt, siger Silas Holst, som regner med at han får rigtig travlt, når "The Boyband Tour" går i luften i december til næste år.
Vil tage børnene med
Men selv om det bliver en travl periode, når turnéen går i gang, regner Silas Holst med, at han kan tage begge børn med på arbejde i nogle af weekenderne.
- Jeg har en klar forventning om, at de skal stå til en af eftermiddagsforestillingerne med høreværn og opleve det. Jeg bliver altid så stolt, når mine børn kommer og ser det, som jeg laver, siger han.
Projektet "The Boyband Tour" har Silas Holst lavet sammen med sine fire venner og kolleger Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg.
De fem bandmedlemmer er alle scenekunstnere i en eller anden form, og flere af dem er prisvindende musicalstjerner, skuespillere, koreografer, dansere, sangere og tv-personligheder.
Spiller landet over
Det er planlagt, at de skal spille landet over, og de håber, at de kan tage publikum med på en musikalsk tidsrejse tilbage til 90'erne og 00'erne, hvor boybands havde deres storhedstid.
- Det her bliver uden sammenligning det største i min karriere.
- Vi har satset stort og medbringer en kæmpe scenografi. Vi har blandt andet en 18 meter lang LED-skærm med til showet, siger Silas Holst.
Samtidig fortæller han, at de har købt en stor tourbus, som de har malet guldfarvet. Den skal transportere dem rundt til de mange koncerter fra december 2022 og ind i 2023.
De fem venner har netop valgt boybandmusikken, fordi det er en musikgenre, som de holder utroligt meget af, og som skaber et sceneshow, som ingen anden musik kan, fortæller han.
Men det er ikke kun Silas Holst, som holder meget af musikken. Også hans børn, Maggie My og Bob Jones, er kommet til at holde utroligt meget af de mange hits, som vil blive spillet ved de kommende koncerter.
Dog medgiver faren, at han har været med til at forme deres holdning til sangene, da han ikke spiller meget andet i sin bil.
- Nu er de vilde med det og synger med på deres helt eget trylleengelsk, siger dansestjernen.