Det skal sikre dansk sejr i Eurovision

Danmarks Eurovision-håb, Reiley, stiller op i det internationale melodigrandprix med en personlig sang

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Eurovision-deltager, Reiley, blotter sit hjerte foran hundrede millioner af seere, når han går på scenen i det internationale melodigrandprix.

Han stiller op med sangen "Breaking My Heart", som er dybt personlig.

- Det er mig, der fortæller min historie om noget, som ikke var så godt i mit liv. Det er en popsang, som handler om et toksisk kærlighedsforhold, siger Reiley.

- Bange for at få mit hjerte knust

- Et forhold, som ikke var godt for mig, men hvor jeg blev ved med at komme tilbage. 

Som teksten siger: Jeg er ikke bange for at elske, men jeg er bange for at få knust mit hjerte.

Den triste tekst er pakket ind i en optempo dansabel lyd, og det skal afspejle livets dualitet, fortæller Reiley.

Få det bedste ud af det

Faktisk håber sangeren, at folk bliver i godt humør af "Breaking My Heart".

- Det er det, jeg tror, livet handler om: at få det bedste ud af en situation. Det er det, der er det vigtigste for mig, siger Reiley.

- Jeg har også oplevet lignende ting siden "Breaking My Heart". Men det er jo det, som gør kærligheden speciel. Det er risikoen, og det er derfor, kærligheden betyder noget, fordi vi kan blive virkelig sårede og skuffede.

Tror stadig på det

Reiley har ikke mistet troen på kærligheden - eller troen på at vinde seernes hjerter i årets internationale melodigrandprix.

Her skal den færøskfødte TikTok-stjerne forsøge at kvalificere Danmark til den første finale i Eurovision siden 2019.

- Jeg er 100 procent klar. Jeg skal i finalen. Det skal jeg 100 procent, siger Danmarks Eurovision-håb.

- Jeg håber, at folk, som hører sangen, kan relatere til den.

Skæres ned

37 nationer stiller op i årets Eurovision. Men der er kun plads til 26 lande i den store finale lørdag, så feltet skæres ned i to semifinaler.

Den første semifinale fandt sted tirsdag, og her strøg storfavoritterne fra Finland og Sverige videre.

I den anden semifinale skal Reiley dyste mod blandt andet Grækenland, som også har rød-hvide strejf over sig. Grækenlands deltager, Victor Vernicos, er nemlig søn af en græsk mor og en dansk far.

Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien er på forhånd sikret en plads i finalen, da de betaler den største del af konkurrencen. Og så er sidste års vindernation, denne gang Ukraine, også garanteret en plads.

EUROVISION: DE FØRSTE KLAR TIL FINALEN

15 lande er skåret ned til 10 i den første semifinale i årets internationale melodigrandprix, Eurovision.

Som sædvanlig strøg Sverige videre til årets Eurovision-finale, som løber af stablen lørdag aften.

Også den finske favorit skal på scenen igen, når vinderen af årets internationale melodigrandprix skal findes.

Danmarks Eurovision-deltager, Reiley, skal først i ilden torsdag, når den anden semifinale afvikles.

Disse lande har kvalificeret sig til finalen efter den første semifinale:

* Norge - Alessandra: "Queen of Kings".

* Serbien - Luke Black: "Samo Mi Se Spava".

* Portugal - Mimicat: "Ai Coração".

* Kroatien - Let 3: "Mama ŠČ!".

* Schweiz - Remo Forrer: "Watergun".

* Israel - Noa Kirel: "Unicorn".

* Moldova - Pasha Parfeni: "Soarele şi Luna".

* Sverige - Loreen: "Tattoo".

* Tjekkiet - Vesna: "My Sister's Crown".

* Finland - Käärijä: "Cha Cha Cha".

De røg ud af semifinalen:

* Malta - The Busker: "Dance (Our Own Party)".

* Holland - Mia Nicolai & Dion Cooper: "Burning Daylight".

* Letland - Sudden Lights - "Aijā".

* Irland - Wild Youth: "We Are One".

* Aserbajdsjan- TuralTuranX: "Tell Me More".

Kilde: urovision.tv.

Semifinalen og finalen sendes på DR1.

Den færøskfødte TikTok-stjerne Reiley vil vinde europæernes hjerter med nummeret 'Breaking My Heart'. (Arkivfoto).
Den færøskfødte TikTok-stjerne Reiley vil vinde europæernes hjerter med nummeret "Breaking My Heart". (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS