Det skal du som boligejer vide om kommende ejendomsvurdering

I november vil boligejere blive opkrævet boligskatter på forskudsopgørelsen. Hvis du er uenig, kan du ikke gøre så meget lige nu, men du kan klage fra næste år

Offentliggjort

FAKTA: Ejendomsvurdering og boligskat

* De seneste år har boligejere betalt skat på et foreløbigt grundlag, fordi ejendomsvurderingerne ikke var klar.

* De fleste boligejere har nu fået deres 2020-vurdering, og Vurderingsstyrelsen er i gang med at efterregulere skatten for 2021, 2022 og 2023.

* Men der vil fortsat gå flere år, før boligskatten kan blive opkrævet på baggrund af endelige vurderinger.

* I 2025 og 2026 skal boligejere betale boligskat af en fremskrevet 2022-vurdering, der er justeret i forhold til priserne på boligmarkedet den 1. januar 2024.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

Boligejere har de seneste år været frustrerede over de nye ejendomsvurderinger, som Vurderingsstyrelsen sender ud. 

Vurderingerne har været ramt af både forsinkelser og fejl. 

Inden længe skal man endnu en gang være opmærksom som boligejer. 

Det forklarer Henning Boye Hansen, som er chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO.

Opkrævet boligskatter

I midten af november begynder vi at modtage vores forskudsopgørelser, der er et budget for forventet indkomst og skat for året efter.

- På den forskudsopgørelse vil boligejere blive opkrævet boligskatter - grundskyld og ejendomsværdiskat - på basis af en foreløbig 2024-vurdering, siger han.

Henning Boye Hansen tilføjer, at det hverken er nemt at forklare eller at forstå de nye ejendomsvurderinger.

Det kan være vanskeligt at få et overblik, både fordi vurdering og opkrævning kører i hvert sit spor, og fordi de endelige vurderinger er forsinkede.

Men her er, hvad du som boligejer skal vide om de kommende vurderinger.

De første boligejere begyndte at få deres ejendomsvurderinger i september 2021. Siden da har forsinkelse og fejl i vurderingerne udløst kritik.

2022-vurdering

I år har boligejere betalt boligskatter på basis af en foreløbig 2022-vurdering.

- Og i den kommende forskudsopgørelse vil der være en foreløbig 2024-vurdering, som er en fremskreven 2022-vurdering, der er justeret i forhold til priserne på boligmarkedet i 2024, siger han og tilføjer:

- Den 2024-vurdering vil så danne grundlag for boligskat i både 2025 og 2026. Fra politisk side har man besluttet, at man ikke kan klage over den foreløbige vurdering. Men den endelige 2022-vurdering vil man kunne klage over.

Vurderingsstyrelsen forventer, at de endelige 2022-vurderinger er klar i 2025.

Når Vurderingsstyrelsen begynder at sende den endelige 2022-vurdering ud, og det viser sig, at den er anderledes end den foreløbige 2022-vurdering, vil det også påvirke den foreløbige 2024-vurdering.

Hænger stadig i 2020

- Det faktum at Vurderingsstyrelsen slet ikke er færdig med at sende 2020-vurderinger ud, gør det yderligere kompliceret, siger Henning Boye Hansen.

- 2020-vurderingen danner grundlag for boligskatterne for årene 2021, 2022 og 2023. Ganske mange boligejere vil få en efteropkrævning af grundskyld for disse år, og der vil være en større restgruppe, som først får opkrævningerne i 2025. 

Hvis din boligskat stiger, har du mulighed for at indefryse stigningen som et lån, der først skal betales, når du sælger din bolig.

Ønsker du ikke at fortsætte med at indefryse eventuelle stigninger, kan du afmelde det på din forskudsopgørelse. Det oplyser Vurderingsstyrelsen.

Og hvis du får afmeldt dig senest den 31. december 2024, kommer der ikke renter på.

På den kommende forskudsopgørelse i midten af november vil boligejere blive opkrævet boligskatter - grundskyld og ejendomsværdiskat - på basis af en foreløbig 2024-vurdering.
Powered by Labrador CMS