Det sagde USA's udenrigsminister til Kofod

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tirsdag aften talt i telefon med Antony Blinken om lækagerne i Østersøen

Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har haft en snak med sin amerikanske pendant, udenrigsminister Antony Blinken, om gaslækagerne i Østersøen.

I et telefonopkald tirsdag aften orienterede han amerikaneren om situationen, som den bliver udlagt af de danske myndigheder. Her står det klart, at lækagerne er et resultat af eksplosioner. Det viser flere landes seismografiske målinger.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tirsdag aften talt i telefon med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken om lækagerne i Østersøen. (Arkivfoto).
Udenrigsminister Jeppe Kofod har tirsdag aften talt i telefon med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken om lækagerne i Østersøen. (Arkivfoto).

- Jeg informerede om den alvorlige situation, der har været med eksplosioner på Nord Stream 1 og 2. Og om at vi ser det som en bevidst handling, siger Jeppe Kofod.

Tilbage lovede Antony Blinken at støtte fuldt op om Danmark og Europa, siger den danske udenrigsminister.

- Der er fuld støtte fra amerikanerne, det var hans vigtigste budskab. Både Danmark, Europa og europæisk energisikkerhed, siger han.

- Eksplosionerne har foregået i internationalt farevand, så det er noget, der vedrører os alle sammen. Vi samarbejder tæt med alle vores allierede, siger Jeppe Kofod.

På et pressemøde tirsdag aften slog statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med Jeppe Kofod og flere andre ministre det fast, at det er en bevidst handling, der har ført til lækagerne.

Hvem handlingen stammer fra, er endnu uvist. Arbejdet på at undersøge det vil pågå de næste dage. Det fortæller Jeppe Kofod.

Har aldrig oplevet noget lignende

- Som udenrigsminister har jeg aldrig oplevet noget lignende med bevidste handlinger så tæt på Danmark, siger han.

- De næste dage skal vi fortsat udbore fakta og komme til bunds i sagen. Og vi skal samarbejde med landene omkring os, hvor vi understreger, at ethvert angreb mod europæisk infrastruktur er uansvarligt og vil blive mødt med et stærkt modsvar, siger Jeppe Kofod.

Der har været gættet fra flere sider på, at angrebet kan stamme fra Rusland. Det er der dog på ikke fremlagt beviser for.

Udenrigsministeriet har kommunikeret til Rusland, at eksplosionerne er en bevidst handling.

Powered by Labrador CMS