Det rene blodbad: PostNord sparer 1000 medarbejdere
Omstrukturering i PostNord Danmark betyder 1000 færre ansatte i år, siger direktør.
Postkasserne er ikke det eneste blodrøde i PostNord, der står for post-driften i Danmark. Det er også årsresultatet. Det koster nu på medarbejderstaben – ganske betragtelig.
Når danskerne i dag skal modtage en pakke og et brev på samme dag, vil der typisk komme to postmedarbejdere forbi. En med pakken og en med brevet.
Men det skal en helt ny produktionsmodel i kriseramte PostNord Danmark lave om på. Det kommer til at koste 1000 stillinger i Danmark, siger Peter Kjær Jensen, administrerende direktør for PostNord Danmark til Ritzau.
– Vi bliver mere end 1000 færre ansatte, når 2017 er gået. Det bliver en kombination af færre ledere og ansatte i administration og operation. Samtidig laver vi om på produktionsmodellen, siger han.
– Det kommer til at betyde, at hvor man før kunne få besøg af to postmedarbejdere på en dag – en der deler pakker ud, og en der deler breve ud, så vil det fremover kun være en medarbejder.
Voldsomt underskud
PostNord havde et driftsunderskud på lige over en milliard svenske kroner i 2016. Det er især den danske del af forretningen, der trækker ned. Det oplyser PostNord i en meddelelse.
– PostNords resultat påvirkes stadig af markant faldende brevmængder, primært i Danmark. Den hurtige digitalisering har medført en voldsom negativ volumen- og resultatudvikling i den danske virksomhed, lyder det.
Danskerne sender langt færre breve. Siden 2000 er brevmængden faldet 90 procent, oplyser selskabet.
PostNords nettoomsætning faldt med tre procent i 2016 sammenlignet med 2015. Færre breve både i Sverige og Danmark trækker ned, mens flere pakke fra handel på nettet trækker op.
Men altså ikke nok til at opveje problemerne især i den danske del af virksomheden, hvor brevmængden faldt.
PostNord omsatte for 38,5 milliarder kroner i 2016.