Det Hvide Hus venter på Trump: Først skal han i retten

En gruppe studerende føler sig vildledt til at betale 240.000 kroner for nytteløse råd om ejendomsmarkedet.

Donald Trump skal i retten før Det Hvide Hus. Foto: Mike Segar/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Donald Trump skifter snart adresse til Det Hvide Hus, efter at han overraskende vandt valget over Hillary Clinton natten til onsdag dansk tid.

Men før han bliver indsat som USA’s næste præsident, skal milliardæren muligvis stå til ansvar over for en gruppe amerikanere, der føler sig snydt af ham.

Torsdag begynder høringerne i en sag om Donald Trumps konkursramte uddannelsesinstitution Trump University.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I sagen har flere personer stævnet Donald Trump for at have svindlet dem i forbindelse med en række foredrag om ejendomshandel.

Mens høringerne begynder torsdag, indledes retssagen, der skal finde sted i en føderal domstol i Californien, først 28. november. Medmindre sagen bliver udsat, eller Trump indgår et forlig i sagen.

Kan ikke forsinkes

Mens præsidenter nyder immunitet og dermed ikke kan retsforfølges, mens de bestrider embedet, så gælder reglen ikke for overtrædelser, der har fundet sted, før præsidentperioden begynder.

– Jeg er sikker på, at der aldrig tidligere har været en situation, der kan sammenlignes med denne, siger Alan Dershowitz, der er professor ved Harvard School of Law ifølge Reuters.

Han understreger, at det ikke vil være muligt for Donald Trump at forsinke sagen, fordi han er den nyvalgte præsident.

Donald Trump har under valgkampen insisteret på, at han vil vinde retssagen.

Republikaneren er indkaldt som et vidne for forsvaret i sagen og kan muligvis også blive indkaldt som vidne af sagsøgernes advokat.

Sagen stammer tilbage fra 2010, hvor de studerende ifølge egne udsagn blev vildledt til at betale 35.000 dollar – omkring 240.000 kroner – for nytteløse hemmeligheder om handel med ejendomme fra eksperter udpeget af Donald Trump.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS