Det her skal du ikke gøre: Mand får bøde for at varme bilen op
Hvis du varmer din bil op i kulden, kan du risikere at få en bøde. Se her hvad du skal gøre i stedet.
I vintertiden falder temperaturen ofte til under frysepunktet – specielt om natten. Det er de færreste, der nyder at sætte sig ind i en hundekold bil. Men en mand fik en ekstra ubehagelig overraskelse, efter han gjorde, hvad de fleste af os nok ville gøre – opvarmede bilen.
En mand i den amerikanske stat Michigan er rasende over at få en bøde for at varme sin bil op i egen indkørsel. Men det er ikke kun i USA, det er ulovligt at lade motoren stå i tomgang. Læs videre for at se, hvordan du undgår en bøde.
Hvad med Danmark?
Forleden satte Nick Taylor sin bil i tomgang for at opvarme den. Bagefter gik han ind i fem minutter. Men da han kom ud igen, opdagede han en bøde, hvor der stod “køretøj parkeret med nøglen i tændingen i tomgang uden nogen omkring”. Det skriver det amerikanske medie WREG.
Den lokale politichef i Roseville, James Berlin, siger, at det er en offentlig sikkerheds risiko, hvis man efterlader nøglen i tændingen.
I Danmark er der også helt bestemte regler, du skal følge, når du varmer bilen op, hvis du vil undgå en bøde. En række af landets kommuner har nemlig indført regler for, hvor langt tid man må holde i tomgang uden at være ude i trafikken. Tidsfristen er et minut, med få undtagelser på op til tre minutter. Overtræder man dette, risikerer man en bøde. Taylor ville altså også have fået en bøde i Danmark.
Derudover er det ulovligt at forlade bilen med nøglen i tændingen. Der er også en anden grund til at huske nøglen, når du forlader bilen. Bliver din bil stjålet, mens nøglen er i tændingen, så dækker forsikringen ikke.
Det her skal du gøre i stedet
Ifølge FDM er det også skidt både for motor og miljø at varme bilen op i tomgang. De har derfor et andet råd til, hvordan du holder varmen.
– Det er marginalt, hvor meget temperaturen i bilens kabine stiger ved tomgang. Det kan ganske vist gøre det nemmere at skrabe is af ruderne, til gengæld skader det den kolde motor, da det er en dårlig forbrænding, siger Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker hos FDM og fortsætter:
– At forsøge at varme bilen op i tomgang er bestemt ikke noget, FDM anbefaler. Ingen bliver varme uden at bestille noget, det gælder også motorer. Har man ikke en motorvarmer, der kan forvarme, er det bare om at hoppe ud i det som en vinterbader. Begynder man med selv at skrabe ruderne fri for is, får man også hurtigt varmen. Det er både godt for en selv og for miljøet.
13.000 deler frustration
Trods sin lovovertrædelse lagde en vred Taylor alligevel et billede af bøden op på Facebook.
– Lad os alle tage et øjeblik til at takke den idiotiske betjent K. Keary for at spilde borgernes skattekroner og give mig en bøde for at varme min bil op i min egen indkørsel, skriver Taylor på Facebook og fortsætter:
– Bil uden opsyn? Jeg har gjort det her hver dag i syv år. Alle varmer deres bil op. Vi bor i Michigan.
Det var tydeligt, at mange delte hans frustration. Opslaget er nemlig blevet delt 13.000 gange og har fået tusindvis af kommentarer. En bruger skrev “det er så unødvendigt”, hvor en anden bare spurgte “hvorfor?”