Det her klikker for Magnussen

Efter en femte- og niendeplads i sæsonens to første Formel 1-løb går Kevin Magnussen efter et point-hattrick

Offentliggjort Sidst opdateret

Kevin Magnussen har gode minder om tidligere præstationer i Formel 1-grandprixet i australske Melbourne.

Så at vende tilbage til Albert Park i denne weekend er noget, Magnussen ser frem til med spænding.

Kevin Magnussen har scoret point i sæsonens to første Formel 1-løb. Nu venter det tredje søndag i australske Melbourne, hvor danskeren opnåede en andenplads i 2014. (Arkivfoto).
Kevin Magnussen har scoret point i sæsonens to første Formel 1-løb. Nu venter det tredje søndag i australske Melbourne, hvor danskeren opnåede en andenplads i 2014. (Arkivfoto).

Det blev til en andenplads for Magnussen i 2014 i danskerens Formel 1-debut hos McLaren.

I 2019 opnåede Magnussen en sjetteplads i Haas-bilen, mens det også var tæt på en topplacering året forinden.

Det klikker

- Jeg ved ikke, om der er noget ved den bane, som klikker. Men jeg har åbenlyst haft nogle virkelig gode weekender i Melbourne. Ikke kun sjettepladsen. Vi var også tæt på at slutte som nummer fire og fem i 2018.

- Det har altid været et godt løb for os på en eller anden måde. Jeg tror, det er mere et tilfælde end noget andet. Men jeg elsker at være her. Det er et fantastisk løb, siger Magnussen til holdets hjemmeside.

I sæsonens to første Formel 1-grandprixer har Magnussen hentet point, og det er også målet i Melbourne.

- Jeg kan virkelig godt lide Australien og Melbourne. Der er noget specielt ved det løb. Det har i så mange år været det første løb på året, så det har altid givet en speciel følelse.

- Lad os håbe, at vi kan fortsætte de gode takter og få en ny god weekend, siger Magnussen.

Er realistisk

Haas-teamchef Günther Steiner regner med, at Magnussen og holdkammeraten Mick Schumacher henter point i hvert eneste grandprix i de kommende måneder.

- Jeg tror, det er realistisk, at vi kan score point i hvert eneste løb. I hvert fald i den første halvdel af sæsonen, og så må vi se, om holdene laver store opgraderinger, eller om de finder en masse fart.

Powered by Labrador CMS