-Det er vanvittigt
Jonas Vingegaard har svært ved at begribe, at han nu er en paradekørsel til Paris fra en andenplads i Touren
Med en stærk præstation på lørdagens enkeltstart i Tour de France forsvarede Jonas Vingegaard sin andenplads i løbet.
Han opnåede en tredjeplads på etapen og udbyggede dermed føringen ned til Richard Carapaz (Ineos) på tredjepladsen.
- Jeg har ikke forstået det. Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg er helt uden ord, siger en rørt Jonas Vingegaard til TV2.
Mangler kun paradekørsel
Der resterer kun søndagens 21. etape i Touren, og den plejer at byde på paradekørsel til Paris.
- Det betyder meget for karrieren, at jeg ved, jeg kan det her. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvordan jeg ville have det i en tredje uge.
- Jeg ved, når jeg forbereder mig, som jeg skal, kan jeg også være der i tredje uge. Det er selvfølgelig dejligt at vide, siger Vingegaard.
Asgreen træt af nederlag
Kasper Asgreen (Quick-Step), som blev toer på lørdagens etape, havde længe den bedste tid på enkeltstarten, men danskeren måtte se Wout van Aert tage etapesejren.
- Det kunne man se hele vejen rundt, Wout van Aert kørte bare stærkt.
- Jeg kan aldrig lide at tabe. Det er ligegyldigt, hvem det er. Jeg kan ikke lide at tabe, siger Kasper Asgreen til TV2.
- Jeg kunne ikke have kørt stærkere, så jeg kunne ikke have gjort mere, konstaterer han.