-Det er ualmindeligt dumt

Michael Aastrup Jensen forklarer, at rejse til Dubai var nødvendig og relevant for hans embede som politiker.

Michael Aastrup Jensen (V) modtager kritik for en rejse til Dubai 4. til 9. januar. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er kommet i modvind, efter at det fredag er kommet frem, at han i starten af januar rejste til Dubai med sin kæreste.

Det skriver Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, det er “ualmindeligt dumt” af Michael Aastrup Jensen at rejse til Dubai, mens landet var farvet orange.

Det betød, at Udenrigsministeriet på rejsetidspunktet, som var fra 4. til 9. januar, frarådede alle unødvendige rejser til landet.

Torsdag stoppede regeringen alle fly fra Dubai i fem dage, og fredag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at 50 smittede personer er rejst til Danmark fra Dubai i januar.

Liselott Blixt betegner det som en skærpende omstændighed, at Michael Aastrup Jensen er næstformand for Udenrigspolitisk Nævn, som bliver orienteret som de første, når Udenrigsministeriet laver nye rejseregler.

– Det er et dårligt signal at sende, når andre borgere skal holde sig hjemme. Vi har lige fået af vide, at 50 smittede er kommet hjem fra Dubai, siger Liselott Blixt.

-Rejsen var nødvendig

SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, kalder det “en hån mod borgere og virksomheder, som i snart et år loyalt har kæmpet med restriktioner for at bekæmpe en pandemi”.

Selv siger Michael Aastrup Jensen, at rejsen var nødvendig og med “relevans for hans embede som politiker”, uden at uddybe formålet med den.

Han tilføjer, at kæresten var med på afslapningsbasis, og de to mødtes om aftenen efter Aastrup Jensens møder.

– Jeg deltog i forskellige møder, som jeg ikke behøver fortælle Ekstra Bladet om. Blandt andet et møde med den danske generalkonsul, siger Michael Aastrup Jensen til avisen.

Han siger desuden, at han selv betalte for rejsen.

Ingen fly

Torsdag aften meddelte de danske myndigheder, at alle flyvninger fra Dubai til Danmark stoppes i foreløbigt fem dage. Det sker netop på grund af mistanken om dårlige Covid-19-tests.

De seneste dage har det vakt opsigt, at flere kendte sportsfolk og såkaldte influencere har lagt billeder op på sociale medier fra deres ophold i Dubai, selv om Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til udlandet.

Siden 9. januar har det været et krav, at alle rejsende med fly til Danmark skal kunne fremvise en coronatest, der viser, at de ikke er smittet med coronavirus. Testen skal være taget inden for 24 timer.

Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger befinder der sig i øjeblikket mindst 85 danske rejsende og cirka 800 fastboende i Dubai.

Powered by Labrador CMS