Det er så koldt derude – men flot
Det er ned til minus ni grader denne morgen.
Det er koldt. Rigtigt koldt. Og den kulde gør, at der tidligt søndag morgen er risiko for glatte veje i det meste af landet. (Se kortet over galleriet).
Så skal du i bil ned efter rundstykker, skal du nok være en smule påpasselig.
Derudover bliver det en flot dag.
– Men lige nu er der koldt derude, siger Anja Bodholdt, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.
Hun fortæller, at der nogle steder er helt ned til ni minusgrader.
Og koldt bliver det ved at være hele formiddagen.
– Men omkring middag sniger det sig nok op til frysepunktet, siger Anja Bodholdt.
– Og der er jo nærmest ikke en sky på himlen, fortsætter hun.
Der kan dog være en smule skyer, omend de befinder sig i de helt høje luftlag.
– Det er de gamle fronter fra lørdag. Og så er det kun over det Sydfynske Øhav, Lolland-Falster og Bornholm, siger Anja Bodholdt.
Lav sol over Danmark
Det betyder også, at man stort set i hele landet kommer til at se solen.
– Det bliver en flot dag, tør og med sol, siger Anja Bodholdt.
I nat bliver det igen koldt med temperaturer ned til otte frostgrader.
– Og så er der risiko for rimtåge i aften og nat – især i det nordlige Jylland.
Derfor skal man – også mandag morgen – være en smule påpasselig på vejene.
– De kan være glatte, siger Anja Bodholdt.
Flotte dage
Ifølge vagtchefen bliver mandag dog også en helt fin dag i stil med søndag.
– Med sol og ingen skyer, som hun siger, og tilføjer desuden, at vinden er så godt som ikke-eksisterende denne søndag.
Søndag, mandag og tirsdag bliver i det hele taget nogle gode vejr-dage.
– Men på onsdag bliver det træls igen, siger Anja Bodholdt.
Følg vejrudsigten hver morgen på Newsbreak.dk – så er du forberedt.