Søndag morgen dansk tid meddelte det afghanske indenrigsministerium, at Taliban var begyndt at trænge ind i Afghanistans hovedstad, Kabul.
På kort tid har Taliban vundet stærkt frem i Afghanistan. Det er sket, efter at USA–koalitionen, som Danmark har været del af, har trukket sig tilbage.
Få et overblik over, hvad der mere skete søndag her:
* Omkring 9.30 søndag morgen dansk tid kommer melding om, at Taliban er ved at trænge ind i Kabul fra alle sider.
* Det danske udenrigsministerium udsender en pressemeddelelse, hvor det oplyser, at udsendte på den danske ambassade i Kabul natten til søndag er evakueret til Kabuls lufthavn. Det blev fredag oplyst, at ambassaden lukker midlertidigt.
* En talsmand for Taliban oplyser, at Taliban-krigere er blevet bedt om at vente ved indfaldsvejene til Kabul. Men der er samtidig meldinger om, at oprørere fredeligt har bevæget sig ind i nogle ydre forstæder til byen.
* Ifølge den afghanske præsident, Ashraf Ghanis, kontor er der hørt skud flere steder i Kabul, men afghanske sikkerhedsstyrker har situationen under kontrol.
* En Taliban – talsmand udtaler, at bevægelsen er i forhandlinger med den afghanske regering for at få "en fredelig overgivelse" af Kabul.
* Den afghanske præsident Ashraf Ghani afholder krisemøde med USA's særlige udsending Khalilzad og topembedsmænd fra Nato.
* Mens flere lande evakuerer ansatte fra ambassader – herunder Danmark, Storbritannien og USA – melder Rusland, at landet ikke vil evakuere.
* Der vil finde en fredelig overdragelse af magten i Afghanistan til en overgangsregering sted. Det oplyser den fungerende afghanske indenrigsminister. Kabul vil ikke blive angrebet, lyder det videre.
* Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, beder sikkerhedsstyrker om at bevare sikkerheden i Kabul, efter at Taliban har sat deres fremtog på pause i udkanten af byen.
* En afghansk forhandler oplyser, at en delegation fra Afghanistans regering vil rejse til Qatar søndag for at mødes med Taliban. En kilde fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at de skal diskutere en overdragelse af magten.
* Nato oplyser, at de vil bevare deres diplomatiske tilstedeværelse i Kabul, og at de hjælper med at opretholde driften af hovedstadens lufthavn.
* Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har forladt landet og er rejst til nabolandet Tadsjikistan, oplyser det afghanske indenrigsministerium cirka 15.40 dansk tid.
* 17.40 dansk tid siger Taliban-hærførere, at Taliban har taget kontrol over det afghanske præsidentpalads. Det skriver Reuters.
* Den amerikanske ambassade i Kabul oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er meldinger om, at lufthavnen i Kabul er under beskydning. Amerikanske borgere bliver bedt om at tage dækning.
* Diplomater oplyser søndag aften, at FN's Sikkerhedsråd mandag morgen vil mødes og drøfte situationen i Afghanistan. Det skriver Reuters.
* Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, forlod landet for at undgå blodsudgydelser, skriver han i en Facebook-opdatering 20.30 dansk tid.
* Den britiske premierminister, Boris Johnson, opfordrer til en samlet reaktion fra Vesten og andre lande igennem for eksempel FN eller militæralliancen Nato.
- Vi ønsker ikke, at nogen bilateralt anerkender Taliban, siger Boris Johnson.
Kilde: Reuters og AFP