– Det er en megafed rolle
Vicki Berlin var klædt på til højtiden, og så glæder hun sig til at spille en ny teaterrolle overtaget efter Lise Baastrup
Grønt hår, -tørklæde og -jakke med mere.
Vicki Berlin matchede julens farver i det ekstreme, da hun dukkede op på den røde løber onsdag aften ved premieren på ’Vanskabte Land’ i Grand Teatret.
– Det er ikke til at vide hvorfor? lød det hemmelighedsfuldt. Hårfarven kunne dække over en ny rolle, men det ønskede hun altså ikke at komme nærmere ind på.
Matcher årstiden
– Men det matcher da årstiden, lød det fra den 45-årige ’Triangle of Sadness’-skuespiller, der som medvirkende i filmen modtog ’Guldpalmen’ ved forårets filmfestival i Cannes sammen med en anden skuespiller, nemlig Zlatko Buric.
Han var også mødt op i biografen ved Strøget i København, og de to hilste hjerteligt på hinanden.
Stalins død
Vicki Berlin har i øvrigt overtaget en hovedrolle efter Lise Baastrup, der på grund af graviditet har måttet melde afbud til forestillingen ’Stalins død’ på Nørrebros Teater.
Den får premiere 17. februar.
– Det er en megafed rolle. Jeg skal for det første spille mand, nemlig Nikita Khrusjtjov. Han fremstår som god, men i virkeligheden er han det ikke. Det bliver spændende, forklarede hun, og fortsatte:
– Jeg sidder nu og læser manuskript, så jeg kan mine ting, når jeg møder ind til januar. Jeg skal nok nå at få premierenerver, mente hun.