Det er allerede 2022
De første lande er fredag formiddag gået ind i 2022, der bliver det tredje år præget af coronapandemien
Flere steder i verden er det 2022.
Mens mange i Danmark formentlig stadig er ved at forberede sig på aftenens nytårsfejring, så har de første lande allerede taget hul på 2022.
De små stillehavsnationer Kiribati og Samoa er fredag formiddag således gået ind i det nye år som de første.
Siden har også New Zealand fejret nytår, og klokken 14 dansk tid bliver det Australiens tur til at indlede et nyt år.
2022 bliver det tredje år, hvor verden i høj grad er præget af en lang række restriktioner som følge af coronapandemien.
Forhåbentlig bliver det også det sidste. Det er blandt andet budskabet på forsiden hos den australske avis The West Australian.
- Med håbet om et bedre 2022, står der på avisens forside fra lørdag den 1. januar med et billede af krydsede fingre ved siden af.
I parentes har avisen tilføjet: "Hey, det kan ikke blive meget værre!".
I Australien bliver det nye år blandt andet markeret med et traditionelt og omfattende fyrværkerishow i storbyen Sydney.
Inden da er der i Sydney også et lidt mindre fyrværkerishow, der er tiltænkt familier med små børn.
Det blev afviklet klokken 21 lokal tid.