Det blå kort giver fortsat grå hår
Knap hver tredje har fortsat ikke det blå EU-sygesikringskort, og mange ved ikke, hvor og hvad det dækker.
Kort før sommerferien er en stor del af danskerne fortsat forvirrede over det blå EU-sygesikringskort, der afløste det traditionelle gule kort på udlandsrejser i august sidste år.
I en ny rundspørge, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, er fire ud af 10 adspurgte i tvivl om graden af dækning ved sygdom i udlandet, og hver anden ved ikke, at hjemtransport ved alvorlig sygdom skal ske for egen regning.
Sundhedsministeriet brugte fra maj til oktober sidste år ellers syv millioner kroner på en landsdækkende kampagne om det blå kort, men når så mange fortsat er i tvivl, er det udtryk for, at kampagnen har fejlet, mener seniorjurist i Forbrugerrådet Mads Mølgaard Braüner.
– Det viser jo klart, at det offentliges kampagne ikke har virket, og det er altså et problem for de mange danskere, der ikke kan gennemskue, hvordan de er dækket på udlandsrejsen i Europa, siger han.
Egenbetaling
Særligt problematisk kan det blive, hvis danskerne ikke er opmærksomme på egenbetalingen for hjemtransport, som afhængigt af sygdom og destination kan variere voldsomt i pris.
– Hvis det er så alvorligt, at der skal ske en ambulanceflyvning koster det mindst 150.000 kroner, mens man jo slipper billigere, hvis det drejer sig om at købe et ekstra flysæde til at hvile et brækket ben på, siger Mads Mølgaard Braüner.
Derfor anbefaler Forbrugerrådet, at man altid som minimum tilkøber en hjemtransportforsikring ved rejser i Europa.
Ud over det manglende overblik over reglerne omkring det blå kort, kniber det også med at få danskerne til at bestille kortet.
Udbetaling Danmark, der står for udstedelsen af det blå kort, oplyser til Ritzau, at der per 1. juni er udstedt 3.718.252 kort.
Det svarer til omkring 70 procent af de cirka 5,4 millioner personer, der ifølge Danmarks Statistik bor i Danmark og har statsborgerskab i et EU-land.
Dermed er det fortsat op i mod en tredjedel, der ikke har bestilt kortet.
/ritzau/