Derfor slipper Ålen for racisme-sag
En politianmeldelse om racisme mod Zentropa-direktør Peter Aalbæk har i månedsvis samlet støv hos Østjyllands Politi.
Den opsigtsvækkende anmeldelse kom fra formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, i august, efter Peter Aalbæk havde kaldt danskere »grisefarvede« i interviews med flere medier. Men til trods for sagens politiske karakter har Østjyllands Politi ikke foretaget sig noget endnu.
»Der er tale om en fejl. Andet kan jeg ikke forklare det med. I første omgang skal sender vi sagen til Midt- og Vestsjællands Politi, og så skal den efter sagsbehandlingen sendes til Statsadvokaten, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale. Men det er altså ikke sket endnu,« siger politikommissær i Østjyllands Politi Helle Fly Edelbo.
Hun oplyser, at den normale sagsbehandlingstid afhænger af travlheden i politikredsen.
Carlsens anmeldelse kom 21. august, efter Zentropa kunne offentliggøre, at man i samarbejde med filminstruktøren Manyar Parwani er på vej med en spillefilm, der skildrer det dramatiske døgn under terrorangrebet i København.
“En bande grisefarvede kunstnere”
Parwani har en anden etnisk baggrund end dansk, og det var en årsagerne til, at Peter Aalbæk var lydhør over for idéen, fortalte han til Berlingske.
»Jeg ville have afvist det blankt, hvis det var en bande grisefarvede kunstnere, der ville fortælle det her, men når en bande brune mennesker henvender sig med intentioner om at fortælle netop denne her historie, så er min nysgerrighed vakt,« sagde han.
Og den kommentar faldt højrenationalisten Daniel Carlsen for brystet, fordi den efter hans mening er lige så nedsættende, som bemærkninger mod andre befolkningsgrupper baseret på deres hudfarve.
Ville udstille hykleri
Daniel Carlsen ville have Peter Aalbæk dømt efter den omdiskuterede racismeparagraf, paragraf 266b i straffeloven, og partiformanden lagde ikke skjul på, at det var et forsøg på at udstille det hykleri, der ifølge Daniel Carlsen er forbundet med paragraffen.
»Hvis man skal straffes for fremmedfjendtlige udtalelser, skal man også straffes for danskfjendtlige udtalelser. Vi er modstandere af racismeparagraffen, fordi den indskrænker ytringsfriheden, men når den er der, så mener vi, at det er relevant at få testet, om den også beskytter mod danskfjendtlige udtalelser,« sagde han tilbage i august.
Selv har Peter Ålbæk taget sagen med ro.
»Jeg er selv griseavler af Guds nåde, og jeg er også dansker. Jeg synes bare, at jeg kunne se en vis lighed. Men her i Danmark kan enhver jo politianmelde alle mulige for alt muligt. Det er da også okay. Og så er det op til domstolene at behandle sagen,« sagde han til Ekstra Bladet efter anmeldelsen.