Derfor skal du skifte til vinterdæk: Alt andet kan være livsfarligt
Det er så absolut ikke for sjov, det anbefales at skifte til vinterdæk i de kolde måneder.
Vinterdæk. Vi ved jo godt, de skal på bilen. Men ved du også hvorfor? Og hvor farligt det kan være ikke at skifte? Det kan du få svar på i galleriet over artiklen.
Is i skøjtehallerne. Is på de udendørs skøjtebaner. Og nu lægger isen sig også over de danske gader og veje i de tidlige morgentimer. Det betyder: Vinterdækkene skal frem nu.
– Hvert år bliver mange danske bilister overraskede over vinterens første store snefald. Men forinden har vi fået advarsler i form af morgener med isglatte veje, og det sker netop nu. Derfor er det tid til at få vinterdæk på bilen, siger Dækimportørforeningens formand Kenneth Saust.
– Skal man på arbejde til tiden hver dag, eller kører man bil på jobbet, hvad enten det er med person- eller varebil, så er der kun én reel mulighed, og det er vinterdæk om vinteren, slår Kenneth Saust fast.
Han vurderer, at helårsdæk er en mulighed, hvis man kan leve med kompromisser.
– Helårsdæk er ikke lige så sikre som sommerdæk på sommerveje eller som vinterdæk på vinterlige veje. Og med et sæt sommerdæk og et sæt vinterdæk kan man i praksis køre cirka lige så mange kilometer som på to sæt helårsdæk. Hvorfor så søge kompromisset, spørger Kenneth Saust.
En dyr besparelse
Dæktællinger viser imidlertid, at cirka 12 procent af bilisterne slet ikke går op i dæksikkerhed: de kører uanfægtet videre på sommerdæk om vinteren. For nogles vedkommende handler det om at spare pengene til et sæt dæk. Men besparelsen kan lynhurtigt blive til en stor udgift.
– Sommerdæk har meget længere bremselængde end vinterdæk på vinterlige veje. Har man blot en let påkørsel på en sne- eller isglat vej, vil ens selvrisiko typisk langt overstige prisen på fire vinterdæk. Oven i det kommer så det personlige ansvar, som man påtager sig ved ikke kan køre på egnede dæk i forhold til årstiden, påpeger Kenneth Saust.
Han mener, at vælger man at køre på sommerdæk, må man ganske enkelt lade bilen stå, når det er glat.
– Alt i alt er vinterdæk det sikreste og mest betryggende dækvalg om vinteren, slutter dækimportørenes formand.
Skal du til Tyskland?
I Tyskland skærpes reglerne ved vinterkørsel fra nytår, idet vinterdæk fremover defineres som dæk, der bærer snefnug-symbol (3PMSF – Three Peak Mountain Snowflake) og ikke blot som hidtil bærer mærkningen M+S.
M+S-mærkede dæk kan fortsat anvendes i en overgangsperiode indtil 30. september 2024, men de skal være produceret indtil 31. december 2017 (DOT5217). Dæk produceret fra og med 2018 skal være mærket med 3PMSF, hvis de anvendes i vinterføre i Tyskland.
I praksis betyder det, at danske bilister med ærinde i Tyskland kan køre deres vinterdæk ned, og når man køber nye, skal man så blot være opmærksom på, at dækkene er snefnugmærkede.
Det kan du læse mere om i artiklen: Før du skifter til vinterdæk: Ny regel stiller nye krav.
Nyt forslag til forenklet og klar definition på vinterdæk
The Scandinavian Tire & Rim Organization (STRO), der er interesseorganisation for en lang række firmaer og organisationer inden for dækbranchen i Norden, arbejder på et forslag til en forenklet og klar definition på vinterdæk tilpasset nordiske forhold.
Forslaget vil, når det er færdigt, blive præsenteret for de nordiske myndigheder.
Hensigten er en klar og harmoniseret definition af vinterdæk til nordiske forhold.