Derfor skal du droppe håndspritten
Bruger du desinfektionsmidler, forurener du ikke kun miljøet - du udsætter også dig selv for et kemisk stof, der i mange tilfælde er overflødigt.
Vasker du skærebrættet i sprit og tørrer badeværelset over med desinficerende klude?
Så bruger du unødvendigt meget kemi, når du gør rent, mener Anne Grete Rasmussen, der er rengøringsekspert hos Bolius og samtidig driver hjemmesiden frugrøn.dk.
– Desinficerende midler som klor og rodalon giver et unødigt stort forbrug af kemikalier, siger hun og tilføjer:
– Ud over at være skadeligt for miljøet dræber kemien alle bakterier – også de gode, som er med til at give os et godt immunforsvar. Det er en overhysterisk reaktion på hygiejne.
Hun påpeger, at vand og sæbe er mere end tilstrækkeligt til at fjerne uønskede bakterier hos sunde og raske familier.
Når du skal undersøge, om dit middel indeholder desinficerende stoffer, kan du se efter ord som “antibakterielt”, “bakteriehæmmende” eller “meldugresistent”.
At det oftest slet ikke nødvendigt at bruge kemi til at fjerne bakterier, lyder også fra Miljøstyrelsen, som ligeledes råder til – så vidt det er muligt – at undgå desinficerende midler.
– I langt de fleste tilfælde er det helt unødvendigt med desinfektionsmidler til at holde hjemmet rent, skriver Miljøstyrelsen og tilføjer:
– Risikoen ved at bruge for mange desinfektionsmidler er, at du både forurener miljøet og udsætter dig selv for et kemisk stof, der i mange tilfælde er overflødigt.
Kog vand
Styrelsen peger på, at eksempelvis spækbræt og knive brugt til rå kylling eller lignende kan desinficeres med kogende vand.
Døjer du med lugtgener, så vil de normalt kunne fjernes med ganske almindelige, miljømærkede rengøringsmidler.
Men ingen regel uden undtagelse, påpeger Anne Grete Rasmussen.
– Når der er tale om opkast, fæces eller blod, eller hvis man er syg, giver det god mening at bruge desinficerende midler. Men man skal rengøre med vand og sæbe først, siger hun.
Hvis du vil vide mere om, hvordan du vasker dine hænder korrekt, har Newsbreak.dk skrevet en artikel om det. Den kan du læse lige her:
Sådan vasker du hænder på den rigtige måde.