Derfor sidder TV-vært ualmindelig meget i sin bil for tiden
TV-værten Emil Thorup kører seks-otte timer i sin bil hver dag for tiden på grund af sin nye værtstjans, afslører han overfor Newsbreak.dk.
Når boligprogrammet Nybyggerne til foråret ruller over skærmen på TV2, bliver det med en ny mand i værtsrollen.
Det er nemlig Emil Thorup, der tager over for Puk Elgård, som vært på det populære TV-program.
En tjans som den 35-årige er lykkelig for, fortæller han til Newsbreak.dk.
– Det er et drømmejob. Ingen tvivl om det. Udover at være tv-vært, er jeg jo også designer og arkitekt, så det passer helt perfekt til mig, og jeg håber, jeg kan være med til at hjælpe og guide deltagerne – også på det kreative plan, siger Emil Thorup.
Kører til Randers
Der er dog en hage ved den kendte værts selvudnævnte drømmejob.
Optagelserne til den nye sæson af Nybyggerne er nemlig i fuld gang allerede, og de bliver optaget i Randers-forstaden Dronningborg – langt fra TV-værtens bopæl i København.
– Jeg kører frem og tilbage til Randers fra København hver dag. Så det er omkring tre-fire timer hver vej, siger Emil Thorup.
Efter eget udsagn ser han dog ingen problemer i at tage den lange tur hver dag – tværtimod.
– Jeg er imponeret over Randers som by, og jeg synes faktisk, det er en gave for programmet, at det bliver optaget langt væk fra København. På den måde kan vi vise, at kreativitet og design ikke kun eksisterer i hovedstaden, siger han.
Nybyggerne bliver sendt over ni uger i første halvdel af 2019.