Derfor lugter du som dine venner

Det viser et nyt, lille studie. Resultatet er troværdigt, men der er ikke sikkert, det gælder for alle, siger dansk forsker

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Videnskab.dk

Har du den nogenlunde samme kropslugt som dine venner? Så er det måske en af grundene til, at I har det så godt sammen.

For folk med lignende kropslugte er mere tilbøjelige til at 'klikke' og blive venner.

Det viser en ny undersøgelse, der er publiceret i Science Advances, ifølge Videnskab.dk.

Også allerede gode venner lugter mere ens end tilfældige par af fremmede.

Ikke usandsynligt

- Vores resultater antyder, at vores næse måske spiller en større rolle når det kommer til vores valg af venner, end vi tidligere har tænkt, lyder det fra forskerne i en pressemeddelelse.

Og de har fat i noget, siger Therese Ovesen, der er klinisk professor, overlæge og dr. med. ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

- Resultaterne taler for sig selv: Der er noget med kropslugt, som shiner igennem alt det, der kan forstyrre. Så det virker ikke helt usandsynligt, konstaterer professoren til Videnskab.dk.

Skulle være neutralt

Therese Ovesen henviser til, at forskerne har bedt forsøgsdeltagerne om at sove i en neutral-vasket T-shirt i minimum seks timer to nætter i streg, uden at der måtte være andre i sengen - heller ikke kæledyr.

Desuden måtte deltagerne selv kun anvende en neutral sæbe og hverken parfume, cremer, lotion eller shampoo med dufte. Også sengetøjet skulle være vasket i en neutral sæbe.

Lavet før med børn

- Det er en standard-metode. Jeg kender den godt fra studier, man har lavet med nyfødte, hvor man har frosset deres bomuldskyser ned og ladet forældrene finde deres børn blandt en større flok. Det kunne de godt. Så det kommer egentlig ikke bag på mig, at de finder et signal, siger hun og tilføjer:

- Men man kan jo ikke vide, om deltagerne har overholdt kravene.

Lille studie

Det er vigtigt at understrege, at studiet ikke er særlig stort.

Det består af kun 20 par ikke-romantiske venner af samme køn fra Israel, der fortalte, at de straks havde 'klikket', da de mødtes første gang.

Brugte elektronisk næse

- De repræsenterer ikke den bredere befolkning. så man ved ikke, hvor repræsentativt studiet er rent demografisk, siger Therese Ovesen.

Forskerne prøvede deltagernes kropslugte med en elektronisk næse, der indeholdt 10 metaloxidsensorer. Fem af dem reagerede på lugtene.

Der er en god sandsynlighed for at du lugter ligesom dem, du klikker godt med.
Der er en god sandsynlighed for at du lugter ligesom dem, du klikker godt med.
Powered by Labrador CMS