Derfor kører du galt – og sådan undgår du det
Ny kampagne skal hjælpe bilisterne med at holde mental fokus i trafikken.
Kom ud af din boble når du kører bil.
Sådan lyder budskabet i en ny kampagne.
Stigning i dræbte
I 2016 blev 211 personer dræbt på de danske veje. Det er en stigning på 19 procent fra året før.
Der skete i samme periode to procent flere ulykker med en en procent stigning af alvorligt tilskadekomne og en stigning på fire procent af lettere tilskadekomne.
(Læs statistikken ved Vejdirektoratet).
Nu skal endnu en kampagne være med til at nedbringe de høje tal.
‘Kom ud af din boble’, hedder kampagnen, der fokuserer på at holde mental fokus i trafikken.
Og der kan være nok, der distraherer. Vi har i galleriet over artiklen samlet en række eksempler – men også en del råd til, hvordan du holder den altafgørende fokus i trafikken.
Mon ikke, der er en ting eller to, vi alle kan nikke genkendende til?
Kom ud af din boble
Måske kan du oplevet, at være så meget i din egen verden, at du ikke kan huske hvad der er sket de sidste par kilometer? Det kan føles som at sidde i sin egen boble og kaldes ”kognitiv distraktion” eller “mental uopmærksomhed”.
Hvis den mentale uopmærksomhed så stærk, at det påvirker din reaktionsevnen i trafikken, kan det øge risikoen for trafikulykker.
Du risikerer nemlig at blive markant langsommere til at reagere. Eller måske når du slet ikke at reagere, hvis der sker noget uforudset i trafikken.
– Det har stor betydning, når vores tanker er optaget af alt muligt andet end trafikken. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke tanker bag rattet. Men man reagerer markant langsommere i for eksempel en kritisk situation, hvis man er dybt optaget af problemer på arbejdet eller i privatlivet i stedet for at have det mentale fokus på trafikken, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i oplysningsmaterialet.
Var mentalt uopmærksomme
I en spørgeskemaundersøgelse, der blev foretaget for Rådet for Sikker Trafik, svarede 28 % af de bilister, der er kørt galt – eller har været lige ved det – inden for det seneste år, at de var mentalt uopmærksomme (sad i egne tanker, var stressede eller trætte), da det skete.
Otte ud af 10 mener, at det kunne have været undgået, hvis de ikke var uopmærksomme.
Uopmærksomhed skyld i mange ulykker
Der er uopmærksomhed i omkring hver tredje ulykke i trafikken. Når vi roder med mobil, taster på vores GPS eller leder efter ting i handskerummet, risikerer vi at overse de andre på vejen.
Men det er ikke kun vores handlinger bag rattet, der fjerner fokus fra trafikken. Ifølge en ny, dansk undersøgelse er mental uopmærksomhed også skyld i ulykker. Når vi har hovedet fyldt med tanker, er stressede eller trætte, kan det resultere i trafikulykker, da det tager fokus fra trafikken. (Se mere i galleriet).
– Uopmærksomhed er et af de største problemer, som vi har i trafikken. Det kræver vores fulde opmærksomhed, når vi kører på vejene. Selv et øjebliks uopmærksomhed kan betyde ulykker, der har alvorlige konsekvenser for de involverede. Så jo mere fokus, vi kan få på at forebygge ulykker og skader i trafikken, jo bedre, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Det korte budskab er altså: Kom ud af din boble – i hvert fald, når du kører bil.
Info: Kører du 80 km/t og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter i blinde.
Det er Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring og Pension, der står bag kampagnen.
En ny kampagnefilm (kan bl.a. ses på www.sikkertrafik.dk) vil blive vist i tv, biografer og på sociale medier. På parkeringspladser i hele landet vil trafikanterne møde budskabet ”Kør bil, når du kører bil” på store plakater.
Du kan læse mere om kampagnen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.