Derfor hopper du på den igen og igen

Køber du nyt i stedet for at reparere dine gamle produkter? Ved at forstå forskellige typer af forældelse kan du få et mere bæredygtig forbrug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da du købte din smartphone, var den funklende ny, designet var lækkert, og den var hurtig i optrækket.

Nu føles den måske mere træg, og de nyeste modeller har givet den baghjul. Og så kan trangen til at købe en ny let melde sig.

Men slå lige koldt vand i blodet, for måske er det din hjerne – og snedige producenter – der spiller dig et puds.

Man arbejder nemlig med fire forskellige typer af forældelse, der får os til at investere i nye produkter, fortæller Michael Søgaard Jørgensen, som er lektor i Bæredygtigt Design og Omstilling, med henvisning til en britisk rapport.

Den første er mekanisk forældelse. Og det dækker over, at nogle fysiske dele i produktet begynder at stå af.

– Det kan eksempelvis være nogle ophæng på en vaskemaskine, der går i stykker, forklarer Michael Søgaard Jørgensen.

Måske kan produktet reddes ved at investere i nye smådele. Men det er ikke altid en mulighed at få fat i.

Indbygget forældelse

Vibeke Myrtue Jensen er miljøpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, og hun fortæller, at det faktisk kan være en fordel at undersøge mulighederne for at reparere, allerede når du køber et nyt produkt.

Der kan også være tale om funktionel forældelse. Det vil typisk være på et teknologisk produkt, der begynder at blive sat af.

– I forhold til en smartphone eller en bærbar computer kan det være, at den nye version af en app ikke kan køre. Det er en indbygget forældelse, siger han.

Psykologien

Psykologisk forældelse kan også få os til at investere i et nyt produkt. Her fejler dit produkt måske egentlig ikke noget. Men det kunne da være rart med den nyeste model.

– Det kan være, at man selv eller ens børn ser, at nu er der kommet en ny smartphone. Og så tænker man måske, at den man har er meget god – men den nye er jo nok endnu bedre, siger Michael Søgaard Jørgensen.

Han tilføjer, at det også er noget der spilles på, når der lanceres nye tøjkollektioner.

Økonomien

Den fjerde type er økonomisk forældelse. Det dækker over, at nogle smådele på produktet går i stykker, men prisen for en reparation står ikke mål med et nyt produkt, vurderer vi.

– En reparatør vil måske tage 1200-1500 kroner for at reparere det, men butikken har en ny på tilbud til 2000-3000 kroner, siger lektoren.

Og den primære grund til, at produkter ikke bliver repareret, er netop økonomi. Vi vurderer, at det ganske enkelt ikke kan betale sig, viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk.

– De fleste finder, at et produkt skal have kostet mindst 2000 kroner, før de vil reparere på det, fortæller Vibeke Myrtue Jensen.

Derfor køber vi nyt

* I en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk svarer 76 procent af de adspurgte, at har fravalgt reparation af et produkt.

* Heraf svarer 27 procent, at det skyldtes, at reparationen ville blive for dyr.

* 13 procent havde fået at vide af forhandleren, at telefonen ikke kunne repareres.

* 34 procent fravalgte reparationen, fordi de hellere ville have en ny telefon.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Powered by Labrador CMS