Derfor har du konflikter med dine søskende
Når voksne søskende havner i konflikter, vil livssyn, tro og værdier ofte være anledningen, viser undersøgelse. I dag bryder voksne oftere med de værdier, de voksede op med.
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
Forestil dig, at du og dine søskende er vokset op med samme syn på livet, samme værdisæt og samme tro.
Og pludselig erklærer din bror, at han modsat dig og resten af familien er blevet stærkt højreorienteret, din lillesøster, at hun er blevet ateist, og din ældste søster, at hun ikke længere deler dit syn på klimaforandringerne.
Dette vil ikke overraskende kunne resultere i diskussioner.
Faktisk er det den slags uenigheder, der forårsager de fleste konflikter blandt søskende.
Det viser en undersøgelse, analysevirksomheden YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad.
I undersøgelsen svarer knap hver anden, at de har haft konflikter med en eller flere af deres søskende i deres voksne liv, og heraf fortæller 46 procent, at konflikterne handlede om uenighed om livssyn, værdier eller tro.
Til sammenligning handlede næstflest konflikter – 28 procent – om komplikationer i forholdet mellem deres familier og 22 procent om en oplevelse af forskelsbehandling i barndommen.
At uenighed om værdier kan skabe konflikt, overrasker ikke Per Schultz Jørgensen, der er professor emeritus og forsker i børne- og familieliv.
– Søskende vokser ofte op med de samme værdier og holdninger til livet, hvilket dermed bliver et fælles udgangspunkt for dem. Når det ændrer sig, kan det udfordre ens grundfortælling og skabe en distance i forholdet, siger han og tilføjer, at dette oftere sker i dag end tidligere.