Derfor glemte Viktor Bromer sine badebukser

Der er folk, der graver sig ned, når de fejler fælt. Og så er der dem, der tager det med et smil. Svømmeren Viktor Bromer er blandt sidstnævnte.

Onsdag blev han offer for sin egen forglemmelse, da det utænkelige skete. Kort før karrierens højdepunkt, VM-finalen i 200 meter butterfly, opdagede han i omklædningsrummet til sin egen skræk og rædsel, at han havde glemt sine konkurrence-badebukser. Panikken var total, og kun fordi landsholdskammeraten Pernille Blume løb over i et sponsortelt og skaffede et par nye, afværgede han den totale katastrofe. Det ændrede dog ikke på, at Viktor Bromer fik den værst mulige optakt til finalen. Resultatet blev en femteplads og en dybt skuffet Viktor Bromer traskede efterfølgende forbi pressen uden at sige et kvæk.

Anderledes oplagt var den 22-årige nordjyde fredag, da BTs udsendte i Kazan talte med ham. Miseren har han lagt bag sig. Nu griner han af det og ikke mindst de mange historier og kommentarer, den har medfødt på både etablerede og sociale medier.

»Jeg har moret mig meget over, hvad der foregår på internettet,« fortæller Viktor Bromer, der har talt oplevelsen igennem med sin familie.

»Jeg snakkede meget med min lillebror om det og min mor og far. Det har slet ikke gået mig på. Jeg har taget det med et smil på læben. Hvis man ikke selv kan se det sjove i, at en svømmer glemmer sine badebukser, så er man et dårligt menneske,« siger han og leverer et kækt smil.

Er der mange, der har gjort grin af dig?

»Ikke ondt. Eller jo, på nettet er der sagt nogle onde ting, men det går nok.«

Umiddelbart efter finalen var der ikke meget at grine af for Viktor Bromer. Der var det mere vrede og  frustration over, hvordan det kunne ske, der fyldte.

»Det er ikke noget, jeg føler burde ske. Det er første gang nogensinde, det sker for mig. Og jeg har gået til svømning, siden jeg var 11 år gammel. Og været på internationalt eliteplan i 4-5 år,« siger han og forsøger sig med en forklaring:

»Det er det der med, at man kommer ind i en helt speciel rytme, hvor alting skal passe ind i en helt speciel rækkefølge. Og så kommer man måske til at springe noget over. Jeg kan tydeligt huske, at jeg har stået og besluttet mig for, hvilke badebukser jeg skulle have med. Jeg havde to helt nye og to brugte, som jeg puttede ned i samme lille pose. Så lagde jeg den på sengen ved siden af min rygsæk og alt andet, der skulle med, og så har den på en eller anden måde ikke fundet vej fra sengen og ned i rygsækken,« siger Viktor Bromer, der tilbage på hotellet blev mødt at den famøse pose, der lige så fint lå og ventede på sengen.

Nu er én ting sikkert, garanterer Viktor Bromer.

»Det kommer aldrig til at ske igen!«