Derfor flytter danskere ikke længere til Sverige

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom det stadig er billigere at bo i Sverige, foretrækker vi i stigende grad Danmark. Det er fordi, vi har råd, siger ekspert.

Tilbage i 2006/2007, hvor boligboblen var på sit højeste og huspriserne i København eksploderede, blev Malmø et interessant alternativ.

Her var det nemlig stadig til at få en bolig til menneskepenge. Det betød, at hele 6615 danskere tog flyttebilen over Øresund i 2007. I 2014 var det tal reduceret til 3256 danskere.

Der er andre ting end boligpriserne, der betyder noget for os i dag, siger boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

– Når vi ser, at det altså stadig er billigere at bo i Malmø, må man jo konstatere, at der er andre grunde til, at vi vælger at blive i Danmark. Det handler om, at det er lettere, og at man er tættere på arbejdet, siger hun.

Boligpriser i ro

Hun peger videre på, at det har været særligt udfordrende for danskere, der har ejet deres bolig i Sverige. Mens boligpriserne har holdt sig nogenlunde i ro, set i forhold til Danmark, er det en anden sag med den svenske valuta.

– I de seneste år har vi set, at den svenske valuta har opført sig svingende. Hvis man tjener sine penge i danske kroner, men man skal betale for realkreditlån i svenske penge, er det jo en usikkerhed i, at valutaen har været svingende. Det bliver jo også en økonomisk risiko, forklarer hun.

Man skal dog ikke tolke statistikkerne som om, at danskerne ikke længere vil bo i Sverige. Det kan meget vel tippe den anden vej igen.

– Hvis udviklingen fortsætter, kommer vi nok til at se, at danskerne igen i stigende grad foretrækker eksempelvis Malmø, men vi er ikke nået dertil endnu.Vi kan dog konstatere, at boligpriserne allerede er steget ganske voldsomt de seneste 2-3 år i de større byer i Danmark, forklarer hun.

Aftagende lyst

Også svenskernes lyst til at bosætte sig i Danmark har været aftagende.I 2010 toppede svenskernes interesse i Danmark som bopæl med 5137 flytninger. I 2014 var det tal nede 4211 flytninger.

– Det er jo også lidt bøvlet at flytte til et andet land. Man skal ind i nogle andre rutiner, børnene skal gå i børnehave i et andet land og man skal sætte sig ind i andre love og regler. De mentale flytteomkostninger er større. Så er det bare lettere at blive boende i sit eget land, hvis man har råd, siger hun.

Da boligboblen i Danmark var på sit højeste, kunne man spare 1,8 millioner kroner ved at flytte fra et hus i omegnen af København til et tilsvarende hus i Stor-Malmø. I dag er den prisforskel reduceret til en gevinst på 900.000 kroner.

Newspaq

Powered by Labrador CMS