Derfor er vi bange for abe-kopper
I 3000 år er vi blevet ramt af menneske-kopper, der dræbte op mod halvdelen af dem, der fik sygdommen - og sporene skræmmer, skriver Newsbreak.dks netlæge
Af Newsbreak.dks netlæge, Anne-Margrete Hedengran
Medierne har den sidste uge været fulde historier om mennesker, der er smittet med abe-kopper.
Det ser ikke ud til at være særligt farligt, så hvorfor bliver vi så skræmte?
De sidste mindst 3000 år er mennesker blevet ramt af menneske-kopper eller variola, som det hedder på lægelatin. Indtil 1980, hvor kopper blev erklæret for udryddet.
Variola major var den farligste og den dræbte omkring halvdelen af de, som fik den.
Det er en virussygdom og der er ingen behandling.
Man kunne isolerede de syge, og håbe på det bedste.
Sammen med blandt andet mæslinger var kopper for cirka 500 år siden årsag til, at op mod 75 procent af de indfødte Amerikanere døde, da europæere bragte virus til deres kontinent.
Høj feber og hovedpine
Variola major begyndte med høj feber, hovedpine og ondt i ryggen et par uger efter smitte.
Efter nogle dage fik man sår i mund og hals, og så kom der væskefyldte blærer over hele kroppen. De blev efterhånden fyldt med pus.
Man smittede ved at udånde virus eller fra væsken i blærerne. Men man blev altså syg, inden man smittede. Det gav mulighed for at begrænse med isolation.
Mange som overlevede blev blinde. Og alle fik dybe ar efter blærerne.
Første vaccine
Men så lykkedes det at udvikle en vaccine.
Variola var faktisk den første sygdom, vi udviklede en vaccine imod.
Historien fortæller, at en fransk bonde opdagede, at malkepiger ikke blev ramt af sygdommen.
Han tænkte, det kunne hænge sammen med, at de malkede køer, som havde ko-kopper. Så stak han sin familie med pus fra kokopper. Og det virkede. Familien undgik kopper.
Om historien er sand, er svært at vide. Men i hvert fald kunne en forsker i slutningen af 1700 præsentere en vaccine.
Verdensomspændende vaccination
I 1980 blev sygdommen som sagt erklæret udryddet. Det lykkedes på grund af verdensomspændende vaccinationsprogrammer og den kendsgerning, at sygdommen ikke springer mellem dyr og mennesker.
Så når man fik has på den hos mennesker, var den væk.
Det sidste menneske, som døde af kopper, var en forsker, som blev smittet ved et uheld i 1979.
Man vaccinerer ikke længere mod sygdommen, fordi den jo er udryddet. Men de ældre af os bærer koppear på overarm eller lår fra dengang, man stadig vaccinerede.