Derfor er sælen ikke fiskerens ven

Bornholms fiskeriformand er glad for ny plan, der skal komme sæler til livs. Men det er ikke nok, siger han.

Jane Behrens, seniorforsker ved DTU Aqua, sagde i januar til DR, at mellem 90 og 100 procent af alle torsk over 35 centimeter i Østersøen er smittet med leverorm. (Arkivfoto). Foto: Patrik Stollarz/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Fiskernes forretning på Bornholm lider under den store bestand af gråsæler, som både spiser fiskene, ødelægger fiskernes net og overfører parasitter til blandt andet torsk.

Sælerne har efterhånden fået fiskerne omkring Bornholm i knæ, lyder det fra Thomas Thomsen, der er formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening.

Artiklen fortsætter under videoen

Han er også bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeriforening, og desuden driver han fiskeri ved Bornholm.

– Vi er enormt pressede af gråsælerne. Sælerne rydder redskaber som garn og krog før fiskeren kommer. Og så smitter de vores torsk med en leverorm. Det har gjort at fiskeriet af torsk er stoppet i år.

– Det har taget overhånd. Vi er fortrængt fra Østersøen og søger andre steder hen, men det gør sælerne jo så også, siger Thomas Thomsen.

Vil have gjort mere

Som svar på udfordringerne præsenterede miljøminister Lea Wermelin (S) lørdag en ny plan, der giver 200.000 kroner til, at to sæljægere, der også er fiskere, kan bruge 30 dage i begyndelsen af næste år til at dræbe 40 gråsæler.

Thomas Thomsen er “lykkelig” for beslutningen. Fiskerne har råbt op i årevis, siger han. Men står det til dem, skal bestanden reguleres i langt højere grad.

– Vi er jublende lykkelige over, at der sker noget. Der har været så mange år med politisk passivitet. Stor cadeau til vores miljøminister. Nu må vi se, om det virker. Vi ved det jo ikke.

– Vi ønsker, at der skal reguleres mange flere sæler. Det skal der ikke herske tvivl om, siger han.

Politiske forsøg

Siden 2016 har man fra politisk side forsøgt med en ordning, hvor flere jægere og fiskere ved Bornholm har fået lov til at dræbe 40 sæler, der normalt ellers er fredet, om året. Men det har ikke haft nogen effekt.

Siden ordningen blev indført, har man kun dræbt tre sæler, forklarer Thomas Thomsen.

Derfor afventer han nu effekterne af det nye initiativ fra miljøministeren. Han understreger, at Wermelins initiativ går til grænsen af, hvad der kan gøres indenfor gældende lovgivning i øjeblikket.

Først senere vil han tage kampen om, hvor mange sæler der skal dræbes.

– 40 sæler er en dråbe i havet. Men vi skal ikke slås om tallet nu. Vi skal finde ud af, hvilken regulering der skal til, for at vi kan få ram på sælerne. Så kan vi diskutere tallet efter, siger han.

Lea Wermelin estimerer, at der findes 40.000 sæler i Østersøen. Ifølge Thomas Thomsen er det tal dog langt højere, da man ifølge ham kun tæller de sæler, der er på land. Thomas Thomsen synes generelt, at man tager for let på det, som fiskerne ser som et omfattende problem.

Powered by Labrador CMS