Derfor er Nicklas Bendtner stadig en attraktiv spiller

Nicklas Bendtner. Foto: PETER STEFFEN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ny sæson, nye problemer.

Det synes at være historien om Nicklas Bendtners fodboldkarriere. Skader, skandaler og manglende mål har i årevis forhindret den danske angriber i fast spilletid, og udsigterne til bedre tider er også i år svære at få øje på.

Dårlig form har fået Wolfsburg til at sende Bendtner på stroppetur – alene. Og selv hvis strabadserne skulle få den ønskede effekt, må landsholdsspidsen formentlig affinde sig med blot at være nummer tre i tyskernes angrebshierarki efter hollandske Bas Dost og nyindkøbte Max Kruse

Umiddelbart lyder det ikke motiverende, og godt nok får Bendtner en klækkelig hyre, men hvis han lige nu sidder i den tyske folkevognsby og spekulerer over fremtiden, kan ingen bebrejde ham.

Men hvem vil egentlig røre Nicklas Bendtner, hvis han skulle ønske at skifte klub? Det er der stadig mange, der vil, og her er fire grunde til, at han stadig er attraktiv i Europa.

Mål på højeste niveau

Det er sjældent, han viser det på klubholdet, men Nicklas Bendtner har ikke bare en, men mange gange bevist, at han kan scorer mål på allerhøjeste niveau. 29 mål i 68 landskampe taler sit tydelig sprog. Det er et mål i lidt mere end hver anden kamp. Kan en klub få det ud af Bendtner, som Morten Olsen siden debuten i 2006 har formået, har de sikret sig en potentiel målmaskine.

Mål på internationalt niveau vækker opsigt, og særligt i Portugal har Bendtner et navn. I seks landskampe mod portugiserne har Bendtner scoret seks kasser, og ikke nok med det faldt danskerens hidtil eneste hattrick i Champions League også mod et portugisisk mandskab, da han i 2010 bombede løs for Arsenal mod FC Porto.

Tæller som ‘hjemmedyrket’ i England

Et navn har Nicklas Bendtner også i England. Godt nok bliver det i disse tider primært associeret med pinlige episoder og ironiske jokes, men faktum er, at danskeren, fra han var 16 år til han i 2012 blev lejet ud til Juventus, spillede fodbold på den britiske halvø.

Dermed tæller han som såkaldt homegrown-player, hvilket alene øger hans værdi i det engelske. I Premier League skal klubberne have mindst otte spillere, som har været registreret i en klub i det engelske eller walisiske fodboldforbund i minimum tre år, før de fylder 21 år. Derfor er spillere som Bendtner særligt attraktive.

Det så man senest med Manchester Citys indkøb af Raheem Sterling i Liverpool, der endte på en pris omkring den halve milliard, til trods for at Sterling endnu mangler at bevise sig på allerhøjeste niveau.

En anderledes boksspiller

Prototypen på en boksspiller er en stor, stærk angriber, der scorer sine mål i det lille felt. Han er guld værd i boksen, men sjældent brugbar særlig mange andre steder på banen.

Er man som klub ude efter en boksspiller, der adskiller sig fra den stereotyp, er Bendtner et godt bud.  Det mener assisterende landstræner Peter Bonde.

»Når man tager hans størrelse i betragtning, synes jeg, at han er teknisk dygtig. Han kan indgå i kombinationerne, det gjorde han også i Arsenal. Så det gør ham lidt anderledes. Han er så til gengæld ikke så modig som mange andre store angribere inde i feltet,« siger han og tilføjer:

»Han er dygtig, når han spiller på en kombinationshold, og han er dygtig også, når han har en anden angriber i nærheden af sig.«

Potentiel trøjesælger

Det er ikke mange trøjer med Nicklas Bendtners navn på ryggen, der bliver solgt i Wolfsburg i disse dage. Men begynder danskeren at lave mål, har han faktisk et ganske fint kommercielt potentiale, vurderer sportsøkonom og brandingekspert Kenneth Cortsen fra University College Nordjylland.

»Når man ryger til Arsenal som 16-årig, så har man et potentiale, som han også har vist på landsholdet i forhold til at score mål, og jeg tror, det klogeste ville være at fokusere 100 procent der og se, om man ikke også kan få boostet det på klubplan, for så har han da en interessant cocktail«, siger han.

»Han har kant, og kan han understøtte det med de sportslige præstationer, så er der bestemt potentiale. Men det er de sportslige præstationer, der er udslagsgivende. Du kan være nok så kontroversiel, men i det brede perspektiv optimerer du ikke din brandværdi, hvis du ikke præsterer som idrætsudøver. Det er klart«.

Powered by Labrador CMS