Derfor er disse indkøbsvarer blevet billigere

Supermarkederne sænker prisen på økologisk mad. Det lille, røde ø er nu en vigtig brik i kampen om kunderne.

Flere økologiske varer er blevet billigere. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver billigere at fylde indkøbskurven med økologi.

År efter år falder prisen på økovarer i danske supermarkeder. Det viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk.

Prisen på mysli, mel, kaffe og andre økologiske dagligvarer er faldet knap en femtedel på bare to år. Også økologisk frugt og grønt bliver hastigt billigere, viser Tænks pristjek.

Trenden gælder i alle supermarkeder – fra Irma til Rema 1000 og i netbutikker som Nemlig.com.

– Vi har set en faldende tendens over flere år, og vi mener, at det er meget positivt for forbrugerne. For når økologien bliver billigere, kan den komme ud til flere, siger Camilla Udsen, seniorrådgiver hos Tænk.

Verdensmestre i økologi

I forvejen er danskerne verdensmestre i at købe økologisk. I 2017 var omkring 13 procent af alle fødevarer solgt i de danske butikker økologiske – næstbedst er Sverige med 9 procent.

Og supermarkederne ved, at økologi lokker kunder til deres butikker og hjemmesider. Det fortæller Henning Bahr, direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute.

– Nu indgår det i kædernes skarpe kamp om markedsandele, og det presser prisen ned i et fornuftigt niveau.

– De accepterer en lidt lavere avance, mod at de forhåbentlig får flere kunder, der også fylder kurven med andre varer, siger Henning Bahr.

Flere økologiske landmænd

Butikkerne nyder desuden godt af, at flere og flere landmænd dyrker økologisk og i større og større skala, hvilket gør det billigere.

– Der er på godt og ondt sket en specialisering og professionalisering i den økologiske sektor, så virksomhederne producerer til en stadig bedre pris, siger Thomas Roland, chef for social ansvarlighed i Coop Danmark, der ejer kæder som Fakta og Brugsen.

Han peger også på konkurrencen om kunderne som en forklaring på de faldende priser. Men han tror ikke nødvendigvis, at det kan fortsætte i samme tempo.

– Nu har producenterne og vi høstet nogle af de umiddelbare gevinster, så det kan ikke blive ved for evigt. Det ser man også på mælk, som var den første kategori, som blev rigtig stor inden for økologien, siger Thomas Roland.

Powered by Labrador CMS