Derfor er det ekstra skidt for mænd at få covid-19
Mænd er hyppigere smittet med coronavirus covid-19 end kvinder. Det er et problem, hvis manden ikke selv ved det.
Hvis man testede lige mange mænd og kvinder for coronavirus covid-19 i Danmark, ville langt flere mænd end kvinder være smittede. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI), som Forum for Mænds Sundhed har regnet på.
Ritzau har tidligere omtalt problemstillingen og skrevet, at danske mænd har været 25% hyppigere smittet med covid-19 end kvinder. Men ser man på antallet af smittede i Danmark, finder man 33109 kvinder smittet med covid-19 og 32699 mænd smittet med covid-19 (ved denne artikels tilblivelse.)
Sammenhængen mellem de to tal skal findes i, at flere end kvinder end mænd bliver testet for sygdommen. Det fortæller Svend Aage Madsen, der er formand for Forum for Mænds Sundhed og forskningsleder på Rigshospitalet, til Newsbreak.dk.
Mænd har lidt at slås med
Tallene fra Forum for Mænds Sundhed offentliggøres på Mændenes internationale kampdag, der hvert år falder på den 19. november.
Og i 2020 viser det sig, at manden har fået lidt mere at slås med, end han har normalt, nu corona-pandemien stadig raser. Sygdommen har smittet mere end 65.000 danskere og kostet flere menneskeliv, og ifølge Forum for Mænds Sundhed tyder noget altså på, at mænd lider mere under sygdommen end kvinder.
Ritzau henviser til tal fra Statens Serum Institut, der viser, at dobbelt så mange mænd som kvinder er lagt i respirator, og at dobbelt så mange mænd som kvinder dør af covid-19, og ifølge Svend Aage Madsen tegner der sig et mønster, du også finder i andre sygdomme, der slår folk ihjel.
– Vi ser corona som et led i en kønsulighed, der viser sig for alle sygdomme, siger Svend Aage Madsen. Han henviser til, at mænd også er overrepræsenteret i forhold til kvinder hos diabetikere, og når det kommer til kræft.
– Vi ser det samme fænomen hos den her smitsomme sygdom (covid-19 /red.), siger Svend Aage Madsen til Newsbreak.dk.
Man tænker ikke over det
Mens man hos Forum for Mænds Sundhed har regnet sig frem til, at mænd i højere grad får covid-19 end kvinder, har man også undersøgt, hvorfor det forholder sig sådan.
Svend Aage Madsen fortæller, at en del af forklaringen kan findes i, at mænd opfører sig mere risikobetonet end kvinder. Ritzau skriver, at Forum for Mænds Sundhed har fået udarbejdet en repræsentativ undersøgelse af netop det spørgsmål.
Her svarer en femtedel af alle mænd, at de vil gå til en fest med over ti deltagere, selv om der er et forsamlingsloft på ti personer, og til Ritzau har Svend Aage Madsen peget på, at mænd (heller) ikke tager covid-19 lige så alvorligt, som kvinder gør det.
– Der er en række ting, vi ikke ved. Er mænd for eksempel mere sårbare over for smitten? Men det, vi kan sige, er, at det ligner alle mulige andre sammenhænge af sygdomme, hvor mænds adfærd er mere risikobetonet.
– Det handler blandt andet om at skubbe bekymringerne til side og ikke at tage det alvorligt, hvis der er symptomer. Men man kan sige, at i alle mulige andre sygdomme er det jo lidt hans egen sag. Men her, hvor man har at gøre med en smitsom sygdom, hvor man kan gå rundt og smitte andre, er det en anden sag, siger Svend Aage Madsen til Ritzau.
Til Newsbreak.dk uddyber Svend Aage Madsen. Han tror, at mænd er mindre bekymret for deres egen tilstand, de ved mindre om symptomer på sygdomme, og de har sværere ved at gå til læge. Går de til læge, og bliver de sendt i behandling, har de sværere ved at overholde den. Sådan er det for mange sygdomme.
– Det ser ud til at være det samme her, siger Svend Aage Madsen.
Hvorfor gør man sådan?
Hvis man ser på de tal, Forum for Mænds Sundhed præsenterer og holder det sammen med den undersøgelse, der viser, at en femtedel af alle mænd er villige til at gå til en fest med over ti deltagere, er det nærliggende at spørge, om mænd så også smitter flere mennesker med covid-19.
– Det kan man gætte på, at de gør, siger Svend Aage Madsen. Han henviser til, at dem, der deltager i store forsamlinger også ofte dem, der spreder smitte videre, men det er ikke alle dem, der smitter, der får de største problemer af at blive smittet med covid-19.
– Det er jo de ældre, siger Svend Aage Madsen.
Han siger, at en af de pointer, Forum for Mænds Sundhed helst vil have frem er, at det er en tante eller en farmor, man risikerer at ramme, hvis man spreder smitte med covid-19, og at det måske kan være nøglen til at få flere mænd til at tage sygdommen alvorligt.
Derfor er det ekstra skidt for mænd at få covid-19, hvis de samtidig ikke er så opmærksomme på smittefare og i sidste ende ender med at smitte nogen, der er i særlig risikogruppe.
Hvordan har du det, mand?
I anledning af Mændenes internationale kampdag spørger Newsbreak.dk også Svend Aage Madsen om, hvordan manden har det i 2020.
– Det er en splittet forestilling, siger Svend Aage Madsen.
Han fortæller, at man ser flere og flere mænd engagere sig i familieliv og forældreskab, og at det har en positivt indflydelse på deres sundhed. Men der er også en anden gruppe af mænd. Her bliver flere syge af farlige sygdomme. Her engagerer færre sig i familielivet. 25% af danske mænd får aldrig børn, og de halter efter på sundhedsområdet.
– Vi har en splittelse i mandebefolkningen, hvor den anden gruppe halter rigtig meget bagefter, siger Svend Aage Madsen.