Derfor er der lagt låg på familiestriden

Efter ballade i kongehuset er der nu ro, og det skyldes især, at mange støtter dronningen, mener historiker

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter længere tids offentligt skænderi ser freden ud til at have sænket sig over det danske kongehus.

Det vakte ellers stor uro i kongefamilien, da dronning Margrethe i september meddelte, at prins Joachims børn fratages deres titler som prinser og prinsesse.

Når dronningens regeringsjubilæum efter flere aflysninger fejres i København lørdag, er det første gang, at familien samles efter balladen.

Det spiller formentlig en stor rolle, at befolkningen støtter dronningens beslutning.

Det vurderer lektor i dansk, nordisk og europæisk politik ved Professionshøjskolen Absalon Lars Hovbakke Sørensen. Han er desuden forfatter til flere bøger om europæiske og danske kongers historie.

- Det kan have været med til at skabe ro, at der efterfølgende kom to meningsmålinger. De viste opbakning fra befolkningen til dronningens beslutning.

- Det har måske betydet, at prins Joachims familie i højere grad har affundet sig med det. Man har fået en fornemmelse af, hvad befolkningen mener om det her, og derfor er der ikke basis for at fortsætte kritikken af dronningen, siger han.

Mere end halvdelen bakker op

En måling, som Voxmeter lavede for Ritzau i oktober, viste, at 50,6 procent af de adspurgte mente, at dronningens beslutning var god.

23,2 procent mente ikke, at det var en god beslutning, mens 26,1 procent svarede "ved ikke".

Til spørgsmålet om, hvorvidt man var enig i, at det løbende er nødvendigt at justere antallet af prinser og prinsesser i det danske kongehus, var 57,4 procent enige. 19 procent var uenige.

Den 14. januar havde dronningen været regent i 50 år, men den folkelige fejring af jubilæet i hovedstaden blev udskudt to gange. Lørdag finder fejringen så endelig sted, og det er samtidig første gang, at kongefamilien er samlet ved en officiel begivenhed efter den ballade, der var i familien tidligere på efteråret. (Arkivfoto).
Den 14. januar havde dronningen været regent i 50 år, men den folkelige fejring af jubilæet i hovedstaden blev udskudt to gange. Lørdag finder fejringen så endelig sted, og det er samtidig første gang, at kongefamilien er samlet ved en officiel begivenhed efter den ballade, der var i familien tidligere på efteråret. (Arkivfoto).

Flere interviews

Prins Joachim satte efter dronningens udmelding ord på situationen i flere interview.

Han lagde ikke skjul på, at han er utilfreds med og uforstående over for beslutningen.

Efterfølgende mødtes han med sin mor på Fredensborg Slot. Her blev de enige om at se fremad, oplyste kongehuset i oktober.

Er uhyre populær

Når dronningen fejres lørdag, er det en markering af, at hun har siddet på tronen i 50 år - og været "uhyre populær" hele vejen igennem, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Dels er hun meget arbejdsom. Og dels har hun stået for en gradvis modernisering af kongehuset, hvor man skridt for skridt, hverken for hurtigt eller for langsomt, er blevet mere folkelig.

Pressen kommer tættere på

Han nævner som eksempel, at kongehuset i de senere år har ladet pressen komme tættere på.

- Der er andre lande, som eksempelvis Storbritannien, hvor man har været for konservativ og holdt for meget fast i de gamle traditioner. Modsat er der andre steder, som i Norge, hvor man er gået for hurtigt frem.

- Men dronning Margrethe har haft en evne til at holde fast i nogle traditioner, men også modernisere på nogle områder, siger han.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Powered by Labrador CMS