Derfor endte han på krykker
En fodboldkamp mod Tøffe og Graver kostede Cyron Melville to måneder med krykker, men nu er der lys forude
Det kostede en sprængt akillessene, da Cyron Melville i september trådte i karakter som fodboldspiller i UNICEF Cup i Aarhus, hvor et hold af skuespillere stillede op i en velgørenhedskamp mod fodboldlegender – blandt andre Stig Tøfting og Thomas Graversen. Og her to måneder efter humpede Cyron stadig af sted ved ankomsten til premieren på ”Fædre & Mødre” onsdag aften i Imperial.
– Nu er der kun tre uger tilbage på krykker, og så skal jeg til genoptræning for at lære at gå, sagde den 38-årige ”De forbandede år”-skuespiller, der måtte bæres ud til ambulancen efter uheldet i hallen.
Måtte rive kontrakt over
– Skulle man absolut blive skadet, kunne man så i det mindste ikke blive savet godt og grundigt over af Tøffe og Graver!? Næ, en del af akillessenen røg i en top elegant soloulykke mod netop de to. Nedtur, skrev han bagefter fra hospitalssengen i et opslag på Instagram.
Skaden medførte, at han måtte rive kontrakten over til et planlagt tv-projekt, og nu går han snart i gang med at skrive et manuskript – i sit eget tempo, som han formulerede det til Newsbreak.dk.