Derfor bliver du flået trods lavere elforbrug

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sluk for lyset, skift glødepæren ud, undgå at have elektronik på standby, hæng tøjet til tørre og vælg hårde hvidevarer med lavt energiforbrug.

Danskerne er generelt blevet langt mere bevidste om at spare på strømmen. Men selvom man gør alt det rigtige – både af hensyn til miljøet og pengepungen – oplever mange, at elregningen bare bliver højere og højere.

En ny analyse fra Nykredit viser, at en gennemsnitlig dansk familie betaler 21 pct. mere i dag end for 10 år siden. Det svarer til omkring 2.000 kr. mere, hvis man havde et elforbrug på 10.000 kr. i 2005. I samme periode er danskernes elforbrug blevet syv pct. mindre.

»Det betyder dog ikke, at energibesparelser har været en dårlig ide. Havde danskerne ikke reduceret deres forbrug, ville regningen i stedet have været 31 pct. højere,« skriver forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

Han understreger, at netop de høje elpriser gør det endnu mere relevant at skrue ned for forbruget.

Mange penge at spare

»Ændrede vaner og forbrugsmønster kan give den største besparelse på elregningen, men vaner er omvendt svære at ændre. I betragtning af at en gennemsnitlig dansk familie på fire bruger knap 11.000 kr. årligt på elektricitet, er der dog god grund til at forsøge,« skriver Johan Juul-Jensen.

Og der er mange steder at tage fat. Energikoncernen Dong Energy har i forbindelse med en kampagne om energibesparelser samlet en lang række gode råd.

Eksempelvis kan du spare 100 kr. om året ved at have tv’et tændt en time mindre om dagen. Det kan blive til mange penge, hvis en hel familie har for vane at have tv’et kørende i hvert sit rum i huset. Og efterlader man en PlayStation tændt hele tiden, kan den bruge op til 2.800 kr. om året.

Powered by Labrador CMS