Der er også tænkt på dem
Marselisborg Slot gennemgår i øjeblikket en stor renovering
I forbindelse med dronning Margrethes 50-års jubilæum som Danmarks regent, modtog hun en gave på 40 millioner kroner til renovering af sin Aarhusianske residens Marselisborg Slot.
Arbejdet er nu i fuld gang, skriver TV2 Østjylland, som har talt med Karin Salling, næstformand i Salling Fondene, der er blandt de glade givere.
Ikke kun til dronningen
Og ifølge hende er renoveringen ikke kun en gave til dronningen.
Der er også tænkt på dem, der engang tager over efter majestæten.
– Selvfølgelig er det for dronningens skyld, men det er også for dem, der kommer efter. Vores kronprinsepar fortjener også en god bolig at komme til her i Aarhus, for vi er jo alle sammen begejstrede, når kongefamilien kommer til Aarhus, siger hun.
De glade givere
Udover Salling Fondene har også Holch Povlsen Foundation, Systematic og Lindberg Optik bidraget til den flotte gave.