Der er håb for Underholdningsorkesteret
Der er flertal i Folketinget for at anvende de overskydende licensmidler til at redde Underholdningsorkestret.
Fremtiden for DR Underholdningsorkestret er fortsat uafklaret, men Enhedslisten og Dansk Musiker Forbund har bragt et nyt forslag i spil, der kan redde Underholdningsorkestrets fremtid.
Forslaget går på øremærke en del af de overskydende licensmidler til musik. Gør man det, burde Underholdningsorkestret kunne fortsætte i samme form, som man kender det i dag.
Enhedslisten har fremlagt forslaget på et møde i Kulturministeriet mandag, hvor kulturministeren og Kulturvalget var til stede. Enhedslistens forslag var enslydende med det forslag, som Dansk Musiker Forbund har sendt til alle medlemmer i Kulturudvalget.
Ud over Enhedslisten er partierne i blå blok positivt indstillet over for forslaget, som der dermed kan samles et flertal for.
Nu er det op til ministeren at finde ud af, hvordan man kan bruge de overskydende licensmidler til at løse orkesterkonflikten, siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.
– Vi har vredet armen rundt på ministeren, for hun kigger på muligheden for at bringe de overskydende licensmidler i spil, siger Alex Ahrendtsen.
Han mener i lighed med flere andre af ordførerne i blå blok, at kulturminister Marianne Jelved (R) ikke viser nogen vilje til at finde et kompromis.
Ministeren selv vil ikke afvise, at midlerne kan komme i spil, men der er visse udfordringer forbundet med det kompromis.
– Vi kigger på forslaget fra ordførerne, og så laver vi endnu et forslag til dem.
– Men det kommer an på, hvordan man bruger de midler, og hvordan man formulerer sig. Man kan ikke bare bruge licensmidlerne til at redde et orkester. Vi ved hverken i princippet eller i praksis, hvor mange overskydende licensmidler, der bliver, siger Marianne Jelved.
Spørgsmål: Er du positivt indstillet over for at anvende de overskydende licensmidler til at redde Underholdningsorkestret?
– Jeg er positivt indstillet på at finde en løsning, siger Marianne Jelved.
Efter mandagens møde var der således ikke flertal for det kompromisforslag, som DR og kulturministeren lagde frem i sidste uge. Det forslag gik på at lukke Underholdningsorkestret, men styrke Symfoniorkestret til gengæld.
Næste slag om orkestergraven finder sted onsdag, hvor der først er et åbent samråd om Underholdningsorkestrets fremtid og efterfølgende en hasteforespørgsel i Folketinget. Kulturudvalget og ministeren mødes desuden igen torsdag 11. december.
Dermed kan Underholdningsorkestret udgøre en politisk julekalender, idet der skal findes en løsning inden nytår, hvor både DR’s spareplan og en ny public servicekontrakt skal træde i kraft.
/ritzau/