Der er færre unge mødre end nogensinde før
Hjemmeboende børn som 50-årig, mødregrupper uden studerende og problemer med at blive gravid. Det kan meget muligt være fremtiden for en lang række af landets kvinder.
Der er nemlig længere og længere mellem de kvinder, der får børn i en ung alder. Faktisk har der siden 1973, hvor man begyndte at lave statistik på mødres alder, ikke været så få nybagte mødre under 25 år, som der var i 2013. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Radio24syv har regnet på. Sidste år var der kun 6.878 nye mødre under 25 år.Ifølge Søren Ziebe, der er klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik, er det et problem. Ikke fordi de unge kvinder egner sig bedre til at være mødre, men fordi han oplever, at jo højere alder kvinder har, når de vil være gravide, desto større chance er der for, at de ender på en fertilitetsklinik og skal have hjælp til at blive mødre.
»Hvert tiende barn bliver lavet på en fertilitetsklinik i dag,« siger han til programmet Reporterne på Radio24syv.
»Vi oplever, at mange udskyder det at få børn i lidt for lang tid. Kvinder bliver mindre fertile med alderen, og der er større chance for at få en sygdom, der kan gøre det svært at blive gravid. Vi bliver ældre og ældre, helt op mod 100 år. Og så kan man godt tænke, at man så har længere tid til at få børn i. Men den periode, kvinder er mest frugtbare i, har ikke engang rykket sig 10 minutter. Den er den samme som altid, og derfor kan man ikke vente med sin graviditet på den måde,« siger klinikchefen.
Det er især omkring de store byer og blandt højtuddannede, gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er høj. Allerhøjest er den i Gentofte, hvor kvinderne i gennemsnit når at blive 32,5 år, inden de får deres første barn.
Sidste år blev der i alt født 55.873 børn i Danmark.