Denne sygdom dræber tusindvis af danskere: Er du ramt uden at vide det?
Sygdommen er den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark, og dræber omkring 5500 danskere årligt
Flere end 5000 danskere dør hvert år af KOL – kronisk obstruktiv lungesygdom – og det gør sygdommen til en af landets hyppigste dødsårsager. Kun kræft og hjertekarsygdomme tager livet af flere herhjemme.
Det gør sygdommen til en af Danmarks folkesygdomme, der koster samfundet masser af milliarder årligt. Lungeforeningen vurderer, at astma, allergi og KOL koster samfundet 20 milliarder kroner årligt.
Nogle af de hyppigere årsager til sygdommen er dårligt arbejdsmiljø, arvelighed og lungernes udvikling i barndommen – men den altoverskyggende faktor er rygning. Mellem 35 procent og 50 procent af alle rygere udvikler KOL – og 85 procent af patienterne er rygere.
Dermed er det næsten indlysende, hvordan man mest effektivt forebygger sygdommen – lad være med at ryge. Tidlig rygning og meget rygning er også med til at øge risikoen for sygdommen. Derfor giver Lungeforeningen gode råd til hjælp ved rygestop.
Livet med KOL
Sygdommen opstår ikke pludseligt, så mange ved ikke, at de lider af den. Eksempelvis nedsættes rygeres lungefunktion gradvist – og når den når under 50 procent, kan man diagnosticeres med KOL. Det vurderes, at omkring halvdelen af alle, der lider af sygdommen, ikke ved det.
71-årige Randi Carlsen fra Kalundborg levede længe med sygdommen uden at tage notits af den. I sine 20’ere udviklede hun en kraftig astma, der ikke blev taget ordentligt hånd om i tide.
Så selvom hun aldrig har røget, blev hun for 15-20 år siden diagnosticeret med KOL. De første mange år med sygdommen prøvede hun at ignorere den, for ikke at lade sygdommen komme i vejen for hverdagen, siger hun:
– Jeg skulle jo på arbejde og havde min dagligdag. Man kan bare ikke få luft, går lidt langsommere og prøver på at klare den. Men nu bagefter kan jeg se, hvor hårdt jeg kæmpede. Havde jeg vidst mere, så havde jeg passet bedre på mig selv. Jeg manglede en masse viden om sygdommen, siger Randi Carlsen.
Hun har altid haft kontorarbejde – hvor lungerne ikke kom på overarbejde, men kunne godt mærke udfordringer, når hun gik, og kunne da slet ikke løbe.
Da hun for ti år siden fik tjekket sin lungefunktion for første gang, var den på 48 procent. I sidste uge var den nede på 34 procent. Men havde hun ikke flyttet til Kalundborg for fire år siden – og fået en ny læge – kunne det have set meget værre ud, siger hun:
– Da jeg flyttede herop havde jeg lige været udsat for en bilulykke og der gik et års tid, inden jeg ligesom fik rejst mig igen. Hvis ikke jeg havde fået træning og anvisninger fra min læge, havde jeg nok ligget i min seng endnu og sagt, jeg ikke kunne trække vejret, siger Randi Carlsen.
Det sværeste – og vigtigste – er at acceptere sygdommen
Først efter sin pension for fire år siden har Randi Carlsen fået overblik over, hvor meget sygdommen egentlig betyder. Når hun står op om morgenen skal vejrudsigten tjekkes som det første. For hun kan mærke det i lungerne, når vejret er fugtigt i det.
Selvom hun levede med sygdommen i mange år, gjorde hun først noget aktivt sent. For det var en stor omvæltning i livet at skulle acceptere, at man lever med en sygdom:
– Jeg fik et handicapkort til min bil – så skulle jeg selv acceptere, at jeg var handicappet. Det var virkelig en svær en. Men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at det var godt for mig. Det var virkelig overvældende. Det fik jeg for fire år siden. At få det klasket op i hovedet, det var jeg ikke helt psykisk klar til. Jeg havde selv søgt om det, men det fik mig stadig til at tænke, siger Randi Carlsen.
Siden da er hun blevet formand for Lungeforeningens lokalafdeling i Kalundborg – hun synger i et kor for KOL-patienter, hun selv har startet, og har lige været til Stafet for Livet, hvor hun gik 3,8 kilometer på en weekend. Og det er accepten af sygdommen, der har gjort at hun kan få meget mere ud af livet, med eller uden KOL:
– Glæden over at kunne komme ud og have det dejligt og være sammen med andre mennesker, det er helt vildt godt, siger Randi Carlsen.