Denne sms er svindel – slet den med det samme

En ny svindel-sms er nået til Danmark. Du skal under ingen omstændigheder klikke på den.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordsjællands Politi udsender nu en advarsel mod en ny svindel-sms (se længere nede i artiklen), der florerer i Danmark. Smishing, som disse beskeder er blevet døbt. Dem kan du se eksempler på i galleriet over artiklen.

I denne nye svindel-sms står der, at man har mulighed for at vinde en iPhone 6S, hvis man klikker på det medfølgende link.

Det må og skal du selvfølgelig ikke gøre.

Hvis du modtager sms’en, skal du blot slette den uden at foretage dig yderligere, skriver Nordsjællands Politi i opslaget.

Afsenderen står godt nok til at være HUMAC, men dér kommer den ikke fra. Der er altså nogen, som misbruger HUMACs navn til at udsende sms’erne.

Ikke de sædvanlige sprogfejl

Sms’en fremstår ganske troværdig med HUMAC som afsender, modtagerens navn i den første linje, ligesom sms’en ikke indeholder de sædvanlige sprogfejl, som svindel-sms’er og svindel-mails ellers plejer at indeholde.

Klikker man på linket, bliver man ført til en hjemmeside, hvor man skal afgive noget information for at deltage i den påståede lodtrækning.

Vi ved ikke, hvad der sker, hvis man udfylder informationen, men vi ved, at SMS’en og hjemmesiden er fup.

Så et kort og godt råd fra Nordsjællands Politi: Slet beskeden, hvis du modtager den.

Guide på hjemmesiden

Der er på Nets hjemmeside udgivet en guide til, hvordan man bør forholde sig, hvis man modtager en svindel-sms, hvor man opfordres til at dele billeder af ens nøglekort, klikke på links, besøge diverse hjemmesider – og så fremdeles – og den overordnede besked er, at Nets aldrig kunne finde på at bede borgerne om de oplysninger, svindlerne går efter.

Det være sig oplysninger om dine betalingskort, talkoder fra dit nøglekort og alt muligt andet. Den slags er dybt privat og ikke noget, ærlige handlende (eller virksomheder) kunne finde på at spørge efter på den måde, det bliver gjort. Og absolut heller ikke på den måde, det bliver gjort i denne ombæring, hvor borgere bliver opfordret til at scanne eller tage et billede af deres nøglekort og sende det tilbage til afsenderen.

Du må aldrig gøre det. Hvis du har gjort det, skal du kontakte Nets og få spærret dit NemID. Det kan du gøre på nemid.nu eller ved at ringe på 72 24  70 50. Hvis du har klikket på links fra afsendere, der vil have adgang til dine oplysninger, er det en god idé at få undersøgt dine elektroniske enheder for eventuel malware, svindlerne også bruger for at få adgang til dine penge.

Nets har følgende råd til folk, der oplever at blive kontaktet af svindlerne:

Hvis du modtager e-mailen eller sms’en, skal du: 

  • Undlade at opgive nogen form for personlige kortdata
  • Videresende den til Nets’ phishing-analyse afdeling, phishing-dk@nets.eu (valgfrit)
  • Slette den!

Hvis du modtager et telefonopkald, skal du:

  • Undlade at opgive nogen form for personlige oplysninger
  • Afbryde forbindelsen

Læs selv guiden ved at følge dette link.

Nets har også udgivet en YouTube-video, der handler om, hvordan man skal agere på nettet.

Den kan du se HER.

Du kan se eksempler på andre svindel-sms’er i galleriet over artiklen.

Powered by Labrador CMS